Siden ’du ved hvad’ har der været mange spekulationer om, hvorvidt ’livet på den anden side’ ser anderledes ud eller ej. Det kan vi sådan set ikke vide noget om, men vi kan referere til de gængse teorier, erfaring fra tidligere kriseforløb og kombinere det med vores egne oplevelser her på kanten til det nye år.

Hermed tilbydes en række ’blandede bolsjer’ ud i forståelsesrammer til forståelse af den tid, vi lever i – og dermed muligheden for at komme tættere på et bud af 2022.

 

Forståelsesramme nr. 1: Liminalitet

Når det kommer til kriser, er vi usikre, søgende og føler os fanget i tomrummet mellem ’det der var før’ og ’det vi er på vej ind i’. Dette mærkelige tomrum hedder ifølge antropologen Victor Turner for ’liminalitet’. Det er som sådan ikke så interessant, hvad det hedder – men nu kan du Google det. Det mest interessante er, at der er nogle helt faste trin, man gennemløber i den liminale krise­oplevelse, samt at liminalitet enten kan opfattes som noget meget negativt (uha, det er hårdt) eller som noget positivt (uha, det giver en masse muligheder).

 

De seks trin igennem den liminale kriseoplevelse er følgende:

 

  • At holde fast i rutiner, ritualer og det mundane liv. Det vil sige at sikre en vis form for normalitet samt noget velkendt og trygt.
  • At indse at tingene er anderledes og lave små tilpasninger. Det vil sige at markere, at dette er en periode med forandringer og en ny begyndelse.
  • At anerkende tabet af kontrol. Det vil sige at evne at kunne leve et liv uden kontrol eksternt ved at tage kontrollen internt.
  • At drage nytte af energi og momentum. Det vil sige at være aktiv og sikre fremdrift – om end kun i det nære og på kort sigt.
  • At opsøge information og viden. Det vil sige at skabe bedre grundlag for beslutninger og sikre sig en god generel orientering.
  • At efterstræbe optimisme. Det vil sige at vælge lys tilgang og skride til handling i stedet for at vente passivt på, at alt normaliseres.

 

Forståelsesramme nr. 2: Rutsjebaneturen

Historisk data fra den medicinske verden viser, at en pandemi har fem faser, som det tidligere har taget fem til otte år at gennemløbe. Vi har muligvis sat processen lidt op i hastighed med hurtig udvikling af vacciner, men det ændrer ikke på, at pandemier tager tid. Trods vores egen rolle som ’coronavaccinedukse’, så er der store dele af verden, der ikke er nået så langt. Og derfor må vi forvente, at der går år, inden vi er helt ude på den anden side. Men hvad indeholder de fem faser?

Den første hedder ’Fornægtelse’ (det kommer ikke til os), den næste hedder ’Angst’ (ups, det kom så alligevel, og nu kan jeg blive syg), mens tredje fase hedder ’Tilpasning’ og indeholder restriktioner, der strammes og løsnes, og en adfærd, der dermed hele tiden justeres (øv, nu skal man så testes igen). Den næstsidste fase hedder ’Genevaluering’ (okay, nu er vi her, lærte vi noget eller ej), og den sidste fase hedder ’Den næste normaltilstand’ (hold nu op, hvor er det rart – både lidt kendt og lidt anderledes).

Man kan næsten placere verdens lande på deres respektive pladser i det, der faktisk ligner en rutsjebanetur, hvor det går op og ned. I den forreste vogn sidder blandt andet danskere og nordmænd, og de oplever således som de første at skulle igennem ’Genevalueringen’ på vej mod den næste normal.

 

Forståelsesramme nr. 3: Køer på græs

De fleste kan fremkalde indre billeder af køer, der i foråret bliver lukket ud på græs og danser rundt på det spæde græs. Men lad os lige kigge lidt bag billedet og finde en forklaring. Ifølge Videnskab.dk, og en dansk forsker med speciale i kvægs adfærd, skyldes forårskådheden og danseriet en oplevelse af langt større bevægelsesfrihed samt et bedre og mere sikkert underlag/grundlag. Minder det om noget?

Fra pandemiens frigivelsesdag den 10. september og i månederne derefter har vi hoppet og danset rundt, deltaget i alt, hvad der kunne deltages i – både de aktiviteter, der var blevet udskudt, og dem, der blev planlagt efter åbningen. Faktisk har alle både haft en meget fyldt kalender, været meget presset på tid, men gladeligt sagt ja til en hulens masse aktiviteter – i ren og skær kådhed.

Og så en lille krølle på forklaringen: De køer, der danser mest, når de bliver sluppet ud i foråret, er også de køer, som har mest brug for det. Med andre ord: De mest dansende køer er også de køer, der har haft den mindste bevægelsesfrihed og det værste underlag inde i staldene. Det kan jo frit (overfor)tolkes som om, at de ekstroverte har oplevet de største begrænsninger i deres liv og nu vælter ud på livets grønne græs.

Nuvel, billedet fungerer supergodt til at forklare den første iver efter pandemifrisættelsen. Men hvad sker der med en forårskåd ko, der har været på græs et par dage? Den vænner sig til det, kigger sig omkring og tænker ’det ligner sig selv’ og ’jeg er sulten’, så jeg stiller mig lige her og slapper lidt af.

 

Forståelsesamme nr. 4: VUCA

Den sidste pandemifase ser måske lovende ud. Vi tænker måske endda, at det nu er tid til at slappe af og lade skuldrene falde ned igen. Men desværre er den næste normal fyldt med nye udfordringer. Og her kommer udtrykket VUCA ind som en ny forståelsesramme.

Efter kollapset af Sovjetunionen var verden – ifølge flere militære analytikere – blevet meget vanskelige at overskue, samtidig med at beslutninger hele tiden kunne modsiges og ændres. Der var ikke længere en løsning eller en sandhed. I en ny verden – enten post-Sovjetunionen eller post-pandemi – er det ikke længere muligt at forudse fremtiden med klassiske analytiske værktøjer. Fremtiden blev i stedet beskrevet via akronymet VUCA, der står for Volatility, Uncertainty, Complexity og Ambiguity.

VUCA indeholder altså fire meget velvalgte og rammende ord, der beskriver de nye vilkår, som vi alle sammen må leve og træffe beslutninger under. Vores virkelighed vil i stigende grad være præget af omskiftelighed, usikkerhed, kompleksitet og tvetydighed – en række grundvilkår i vores globaliserede, digitaliserede og hyperforbundne verden.

 

Opsummering og buddet på 2022

Lad os starte et helt andet sted: To års sundhedskrise kan ikke undgå at efterlade sår. Men tiden heler også alle sår. Tidligere tiders store kriser har ofte kun haft en kortsigtet effekt og er hurtigt glemt igen. Langtidseffekten af denne krise vil altså højst sandsynligt være minimal og vil mest af alt være en slags hastighedsforøgelse af de forandringer, der var på vej i forvejen. Lidt ligesom vi alle sammen er sprunget fem brikker frem på spillepladen, selv om vi kun slog en ener.

Dernæst følgende: Med fire forskellige forståelsesrammer er det muligt at få styr på tanker og følelser i hele den proces, vi er igennem, og ikke mindst finde trøst i at vide, at der venter noget på den anden side. Den næste normal venter forude, og efter en runde vild forårsdans er der mulighed for at lande blødt i en lidt mere kendt hverdag.

Og slutteligt: En krise afløses af en anden krise. Der er altid noget, der er ved at vælte. Noget der skal fikses, stort eller småt. Så lad være med at pakke kriseberedskabet helt væk. Næste krise venter forude – og du aner ikke, hvor den kommer fra.