Som en efterfølger fra tidligere tapper vi nu igen ind i bøgernes univers. Derfor har vi samlet et par boganbefalinger, som du kan nyde under sydens (eller den danske) sol.

Christian Harpøth er Communications Advisor hos Mindshare

Jeg læste Karen Blixens ‘Den afrikanske farm’ ved poolen sidste år, og det slog mig, at jeg nærmest altid læser bøger med et eurocentrisk perspektiv.

“Den afrikanske farm”/Karen Blixen (1937)

‘Den afrikanske farm’ er en dansk kvindes syn på Kenya, men hvordan ser kenyanerne på sig selv, på os og på verden? Jeg besluttede mig for at læse en bog fra hvert land i verden. Et stort (selv for en garvet læser som mig) projekt på cirka 200 bøger.

Skønlitteratur er den bedste måde at få nye perspektiver ind under huden, og når man arbejder med kommunikation, er det ret interessant at prøve at forstå så mange mennesker som muligt. Jeg har siden sidste sommer besøgt 13 lande litterært. Jeg har været med Epeli Hau’ofa i Tonga (romanen ‘Stillehavsfortællinger’ er satirisk med kærlige stikpiller til øens kolonialister), Jane Austen i England (‘Fornuft og følelse’ er en drømmende romance med salonvisitter, længselsfulde breve og stjålne blikke) og Abdulrazak Gurnah i Tanzania (nobelprismodtagerens skildring af hjemlandet i ‘Tavshedens ø’ er tænksomt, trist og ærligt).

Martin Ove Rasmussen er Nordic CEO hos Mindshare

Jeg må indrømme, at jeg er mest til skønlitteratur. Jeg var lidt introvert som knægt og fandt stor glæde i bøgernes verden. Er en (måske) lidt for hurtig læser, så murstensromaner tiltaler mig meget.

“Aldrig”/Ken Follett (2021)

Således også ’Aldrig’ af Ken Follett, som nærmer sig 800 velskrevne sider. Hvor hans tidligere romaner, som jeg har læst, er historiske dramaer, så er ’Aldrig’ et tænkt nutidsdrama om globale stormagter og kædereaktioner, som fører verden i en retning, ingen ønsker. Skrevet med indsigt og en stor grad af realisme, der kun forstærkes af den højaktuelle krig i Ukraine. Det er næsten for tilfældigt, men helt sikkert skræmmende. Du er underholdt hele vejen og efterlades med eftertænksomhed. Lige som jeg holder af.

Det forholder sig helt anderledes med faglitteratur. Her keder jeg mig hurtigt, og læsehastigheden falder til næsten nul-punktet. En god faglig bog for mig er kort, to-the-point og casebaseret. Ren teori uden praktik er spild af (min) tid.

Mette Gade er Director, Marketing & Culture hos Mindshare

“Pilen peger på DIG – om ledelse og ansvar”/Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen (2020)

Pilen peger på dig er en ledelsesbog skrevet af ledelsescoach Kirsten Hvid-Hansen og topleder Agnete Gersing. Bogen stiller skarpt på, hvordan man som leder udvikler sig selv og sit team, så man sammen kommer i mål med de gode resultater. Forfatterne gennemgår centrale menneskelige temaer som tillid, mod, selvindsigt, følelser, modstand og forsvarsmekanismer, og bogen beskriver godt og konkret, hvad en leder skal arbejde med for at blive i stand til at håndtere sine følelser, sænke sine forsvarsmekanismer og øge sin selvindsigt. Og i særdeleshed hvilket arbejde der ligger bag, når man går fra selvindsigt til at kunne ændre sin adfærd.

Bogen er skrevet i et let og flydende sprog med en stak af gode og konkrete eksempler og oplevelser fra hverdagen fra både ledelsesrådgiveren og toplederen. Samtidig giver det en god dynamik, at de sætter sig selv i spil – ærligt og meget åbent.

Tidligere boganbefalinger

2022: Sommerlæsning (part 1) 

2021: Sommerlæsning for CMOs (part 3)

2021: Sommerlæsning for CMOs (part 2)

2021: Sommerlæsning for CMOs (part 1)

2020: Sommerlæsning for CMOs