Man kan godt læse andet end krimier og skønlitteratur i sommersolen. Fire marketing-nørder deler her ud af deres yndlingsbøger, som kan gøre dig klogere i sommerferien.

Martin Ove Rasmussen er Mindshares Nordic CEO, og han anbefaler herunder en af de bøger, der har en fast plads i boghylden på Mindshare kontoret. Det kommer derfor ikke som en overraskelse for kollegaerne, at Martin anbefaler ’Alignment in Leadership’ af Lars H. Nielsen.

Lars H. Nielsen: Alignment in Leadership
Det er efterhånden et par år siden, at Lars H. Nielsen udgav sin anden managementbog ’Alignment in Leadership’. En direkte opfølgning på successen ’Winner Culture’ som blev en bestseller på Amazon. Den allestedsnærværende krise i forbindelse med Corona pandemien har fået mig til at tage den ned fra boghylden igen. Behovet for sammenhæng og afstemning i ledelsen blev nemlig lige pludselig hyper-aktuel. Krisetider giver usikkerhed, som kan være lammende for organisationen, når der er brug for det modsatte. Og her kommer Lars med konkrete råd baseret på erfaringer fra årtiers arbejde med toppen af erhvervslivet. Det er no-nonsense på 182 sider. Tag ’Alignment in Leadership’ med i din ferielæsning. Og overvej at følge op med et foredrag til din ledergruppe, som er krydret med relevante anekdoter fra hans tid som olympisk bronzevinder, landsholdstræner, ledelsescoach og senest vejen over atlanten i en Volvo Ocean Race vinderbåd.

Patrick Isaak er Mindshares erfarne og kreative brandstrateg. Patrick har gennem de seneste 12 år udviklet brandstrategier og -stories, kernefortællinger og kommunikationsstrategier. Patrick anbefaler herunder en vaskeægte klassiker, som i hans øjne, er en absolut must-read.

Hartmut Rosa; Fremmedgørelse og acceleration
Det er et essay af den kendte tyske sociolog Hartmut Rosa, der dissekerer det moderne liv, hvad angår tempo, nye måder at gribe tingene an på, og nye måder at være sammen på. Han skriver om hastigheden hvormed tingene sker, og hvordan det resulterer i, at vi mister det eksistentielle fodfæste, og føler os fremmedgjorte i vores eget liv.

Signe Søder er Account Manager hos Mindshare, og har netop gennemført uddannelsen Hybrid Agency Program (HAP), som er for ambitiøse bureau-ansatte. Grundlaget for uddannelsen er at erstatte siloer i virksomheden med tværgående processer og multidisciplinær viden. Signe har derfor kunne dele ud af sin nye viden, hvilket hun bl.a. gør ved at inspirere med nedenstående læsning.

Bryon Sharp: ’How brands grow. What marketers don’t know’ (2010)
Selvom How brands grow er 10 år gammel i dag, så er den stadig ufattelig aktuel og interessant. Har du endnu ikke fået læst den, er den helt bestemt tiden værd. Byron Sharp er en anerkendt professor indenfor Marketing Science og tilbyder med sin bog en evidensbaseret tilgang til en lang række marketingspørgsmål. Han bryder med den klassiske segmenteringstankegang og argumenterer i stedet for, at det handler om at skabe fysisk og mental tilgængelighed. Byron Sharp kommer med en række forudsigelige mønstre omkring forbrugere, salg og konkurrence, som kan hjælpe marketingfolk i alle brancher med at vækste deres brand.

Peter Coughter: ‘The Art of the Pitch. Persuasion and presentation skills that win business’ (2012)
Peter Coughter, en garvet reklamemand, fortæller sjove og inspirerende historier fra sit arbejdsliv og giver brugbare og konkrete råd til alle, der fra tid til anden skal præsentere en idé. Cougther slår fast, at alt er en præsentation og at en præsentation blot er en samtale, hvor du taler mest. Gode præsentationer handler om at forstå modtageren. Fordi en god idé er nemlig kun en god idé, hvis du kan overbevise andre om, at det er en god idé. Denne bog giver dig et fantastisk indblik i, hvordan man organiserer en god præsentation, hvad end det drejer sig om en større pitch, et foredrag eller en mindre præsentation for dine kollegaer.

Dorte Nielsen & Sarah Thurber: ’Den kreative tænkers hemmelighed. Lær at se sammenhænge, andre ikke ser’ (2017)
Hvis du ønsker en sommer med aha-oplevelser og et sæt nye øjne på verden omkring dig, så er denne bog et godt bud. Når man selv er et typisk ”ikke-kreativt” menneske, kan det virke helt angtsprovokerende, at skulle skabe en idé. Men kreativ tænkning er efterhånden en nødvendighed i alle jobs, og derfor er Den kreative tænkers hemmelighed en fantastisk øjenåbner og et tiltrængt skub mod at styrke egne kreative evner. Kreative mennesker er gode til at se sammenhænge og når du træner din evne til at se sammenhænge, styrker du din evne til at få idéer. Bogen giver dig både teori, teknikker og sjove øvelser til at øge din medfødte kreativitet.

Jacob Fruensgaard Øe er Managing Director i Mindshares søsterselskab Flip Studio. Flip Studio er et customer experience bureau, der kombinerer indsigt, design og teknologi for at skabe den næste generation af kundeoplevelser. Jacobs anbefalinger afspejler tydeligt hans specialistområde.

Hooked – How to Build Habit-forming Products (Nir Eyal)
• En letlæst bog, der beskriver, hvordan forbrugeradfærd kan styres i skræmmende præcis grad. Dette er en bog, man ikke skal prøve derhjemme. Handle with care!

Team Human
• Et provokerende, tankevækkende manifest fra en af verdens førende digitale teoretikere, Douglas Rushkoff. Teknologi tjener ikke længere mennesker, og det er på tide, vi tager magten (og teknologien tilbage), før det er for sent.

Loserthink – How Untrained Brains are Ruining America
• Fra skaberen af Dilbert (Scott Adams) kommer her en bog om, hvordan du lærer at spotte, når typer som Trump fastholder dig i din egen iltfattige boble af dumhed – og jo, du befinder dig i sådan en boble, ex. på sociale medier.