Som en efterfølgende fra tidligere, tapper vi nu igen ind i bøgernes univers. Derfor har vi samlet et par boganbefalinger, som du kan nyde under sydens (eller den danske) sol.
Camilla Wrang Mølgaard er Senior Consultant hos Mindshare. En vigtig bog som har ændret min måde at tænke på kundeoplevelser, og som jeg vender tilbage til igen og igen for konkret inspiration og gode cases.
The Power of Moments by Dan Heath og Chip Heath (2017)
Heath brødrene introducerer og forklarer den enkle men effektive peak-end regel som et redskab til at skabe positive og mindeværdige oplevelser for kunder, medarbejdere eller andre interessenter. De gennemgår fire enkle og dejligt lavpraktiske greb med mange gode cases undervejs, så man let kan overføre principperne til sin egen virksomhed. Bogen findes også som lydbog, og på brødrenes hjemmeside findes bogens pointer bl.a. fortalt som podcasts, så du kan lytte dig til guldkornene mens du cykler til stranden eller slapper af i hængekøjen.
‘De uadskillelige’ (2020) af Simone de Beauvoir
Forfatterinden, filosoffen og feministen, hun skal af så mange årsager på sommerlæselisten, men den nyfundne titel ’De Uadskillelige’, er så fin og i sig selv et lille mirakel, da den blev skrevet i 1954, men først udgivet i 2020.
Det er en meget personlig fortælling hvor Simone de Beauvoir gennem pigen Sylvie skildrer sin fascination og kærlighed til barndomsveninden Zaza, i bogen skildret som pigen Andrée. Bogen handler også om kulturelle normer i 1920’ernes Paris, om den pæne pige og de konservative og religiøse værdier, som står i vejen for den unge piger frihed og selvstændighed i en verden, der kunne ligge åben for hendes fødder.
’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ (2017) & ’En dag vil vi grine af det’ (2018) af Thomas Korsgaard
Thomas Korsgaards debutroman ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ og efterfølgeren ’En dag vil vi grine af det’, handler om drengen Tue, som vokser op i hjem hvor overskuddet og midlerne er til at overse. Tue skal finde sig i en verden, hvor han er overladt til sig selv. Vi får som læsere et stærkt indblik i den unge drengs hverdag og den afmagt der følger med, når man som barn og ung står alene og skal navigere rundt i et dysfunktionelt miljø, hvor de voksne ikke har greb om dem selv og endnu mindre deres børn.
Thomas Korgaards tredje roman om Tue ’Man skulle nok have været der’, blev udgivet i foråret i år og skal også med på sommerlæselisten.
Læs tidligere anbefalinger: