Corona-krisen har for alvor vendt op og ned på vores hverdag og mange brancher er lukket ned og flere dybt påvirket af COVID-19 og danskernes deraf ændrede forbrugsvaner.

Siden pressemødet d. 11. marts har vi i høj grad holdt inde med at bruge penge i kultur-, rejse- og oplevelsesbranchen, som direkte har været ramt af regeringens tiltag. 56% har måtte aflyse et café- eller restaurantbesøg som følge af coronavirus, 38% har aflyst at deltage i en koncert, sportsbegivenhed eller anden event, mens 36% har aflyst en planlagt rejse.

Læs også blogindlægget: Danskernes forbrug ændrer sig i lyset af COVID-19.

Men, hvad sker der på den anden side af corona-krisen? Vil vi finde en ’New Normal’ med f.eks. mindre rejseaktivitet og café-liv til fordel for et øget forbrug på indretning af hjemmet og mere luksus i form af nye ure og smykker? Om din branche kommer styrket eller svækket ud af corona-krisen får vi en forståelse for i GroupM’s undersøgelse ’Danskernes adfærd under COVID-19’.

Her får vi indblik i danskernes forbrugsforventninger indenfor 28 forskellige brancher, der kombineret med Mindshares livsfase model – Milestones, giver en unik guide til, hvilke brancher, der kommer bedst ud af corona-krisen.

Danskernes forbrugsforventninger

Undersøgelsen viser, at der sker en umiddelbar opbremsning i danskernes forbrug som følge af COVID-19. Som det fremgår af grafen har 9% undladt/udskudt køb af større forbrugsvarer (fx bil, møbler), mens 26% har undladt/udskudt køb af mindre forbrugsvarer (fx tøj, boligtilbehør).

Nedlukningen af Danmark har fra den ene dag til den anden ændret vores forbrugsmuligheder.

Anderledes ser det ud, hvis vi ser på danskernes forvetninger til at bruge penge den næste måned indenfor 28 brancher. Disse forbrugsforventninger skal naturligvis tages med et vist forbehold, da svarene er intentioner / forventninger om et forbrug i kategorien. Dette må ikke fortolkes som kendsgerninger, da det er et øjebliksbillede, hvor situationsbestemte og øvrige omverdensbestemte faktorer kan påvirke udfaldet. Vi skal tolke resultaterne som et Barometer for Forbrugsforventninger til de 28 kategorier.

På Top-3 finder vi ’Dagligvarer’, ’Streamingtjenester’ og ’Mobiltelefon og internet’. I den nuværende situation nødvendigheds-kategorier for at kunne opretholde hjemme- og arbejdsliv.

I bunden af Barometeret finder vi kategorier ’Rejser til udlandet’, ’Café/restaurant-besøg’ og ’Feriecentre/feriehusudlejning’, hvor relativt få danskere forventer at lægge deres penge indenfor den næste måned. I disse kategorier skal der gøres en ekstraordinær indsats for at etablere et gunstigt ’New Normal’ på den anden side af corona-krisen.

 

Livet vil gå videre

Når vi er forbi COVID-19 og Danmark igen åbner op, vil der opstå et ’New Normal’. En ny og forandret hverdag, hvor mange mønstre vil være ændret for altid og måske nye forbrugsvaner falder i hak.

Mindshares livsfase model – Milestones – bygger på de biologiske, sociale og kulturelle milepæle, vi gennemgår i livet. I Mindshare anskuer vi forbrugerne ud fra 9 grundlæggende Milestones livsfaser, der strækker sig lige fra de vilde teenageår til de rolige pensionstider, og som udgør grundstrukturen i vores DNA som forbrugere. Læs mere om Mindshares arbejde med Milestones her.

Ved at kombinere Milestones livsfaser med Danskernes forbrugsforventninger i de 28 kategorier, får vi en udvidet forståelsesramme til fortolkning af, hvorfor nogen kategorier kommer godt ud af corona-krisen og andre brancher må indstille sig på, at deres kunder skal skubbes i gang.

Forventer at bruge flere penge

På tværs af de 28 kategorier ser vi, at Teens’ forventninger til øget forbrug i den kommende måned overgår forventningerne i de øvrige livsfaser. Det er primært kategorierne ’Tøj til mig selv’ og ’Medlemskab af sportsklub/forening’, hvilket klinger godt med de styrende motiver blandt Teens – det ydre, anerkendelse og venner.

At få små børn er en stor omvæltning fra ungdomslivet uden børn. Familier med små børn skal finde deres nye forældreidentitet, familie og arbejde skal balanceres og der er ikke det samme tidsmæssige overskud til partner og en selv som tidligere. I dette segment er der også relative høje forbrugsforventning til den kommende måned og disse intentioner rettes mod kategorierne ’Rejser til udlandet’, ’Café/restaurant-besøg’ og ’Forbrugslån’. Givetvis styret af et ønske om at komme ’væk’ fra den nuværende situation og få disse oplevelser finansieret ved optage lån.

18% af danskerne er i livsfasen Selvrealisering, hvor der er tid og overskud til at forkæle og realisere sig selv. Der er en indre balance, men de første tegn på kroppens forfald begynder at indtræde. Forbrugsforventningerne i denne livsfase går i retning af ’Tøj og sko til sine børn’, ’Medlemskab af sportsklub/forening’ og ’Smykker og ure’. Overskud til at glæde andre, dyrke sin interesse og måske købe et nyt ur?

Hvis din virksomhed eller brand skal forberede sig på at komme bedst muligt ud af corona-krisen er det vigtigt at fokusere på de forventningsfulde livsfaser og tale ind til deres motiver. Teens, Familier med små børn og Selvrealisering udgør 1,7 mio. danskere og virksomheder og brands, der er relevante for disse livsfaser er i et godt udgangspunkt på den anden side af COVID-19.

Mange forbrugere skal skubbes i gang

Hvis din virksomhed ikke tilhører en af ovenstående kategorier eller kan gøre sig relevante for disse tre livsfaser – skal du forberede dig på at dine kunder skal skubbes i gang med deres forbrug – på den anden side af COVID-19.

’Familier med skolebørn’, ’Familier med teens’ og par i ’Etableringsfasen’ forventer ikke at bruge flere penge i den kommende måned, så hvis din virksomhed primært lever af salg til disse segmenter bliver den kommende tid en kamp om markedsandele eller måske overlevelse.

Når vi (forhåbentlig) snart er kommet igennem corona-krisen og ’New Normal’ er etableret er det vigtigt at holde fast i dine kunders DNA. Krisen ændre markedsvilkårene og det manglende salg i mange kategorier kommer måske ikke tilbage, men vores liv fortsætter også som forbrugere. De virsomheder og brand, der forbliver relevante og forstår forbrugernes varierende behov og drømme – kommer bedst ud af corona-krisen.

Hvis du vil vide mere om analysen, så kontakt Mindshares Business Planning Director, Arnt Gustafsson: arnt.gustafsson@mindshareworld.com

#analysebureau #Danskernes forbrug

I Mindshare tager vi løbende status på betydningen af COVID-19 og udviklingen i danskernes indkøbsvaner, forbrugsvalg samt medieadfærd.

Vi har sat en undersøgelse i gang, hvor vi følger 1.000 danskeres oplevelse af situationen.

Her kan du få første del af undersøgelsen og downloade resultaterne