På få dage er danskernes dagligdag forandret. Når mange af os ikke længere har vores daglige rute eller mulighed for at mødes og lave aktiviteter udenfor hjemmet, har det en direkte påvirkning på eksponeringen og brugen af forskellige medietyper.

For mange danskere er tid på farten og offentlige steder blevet til tid derhjemme. GroupM har lavet en undersøgelse, der går tæt på adfærden under COVID-19 for at få indblik i ændringer i danskernes mediebrug. Undersøgelsen er nationalt repræsentativ for danskere i alderen 18+ år.

Tid brugt på medier stiger markant

Hvad får danskerne tiden til at gå med, når en stor del af os opholder sig så meget mere derhjemme?

En del har fået tid til projekter i hus og have eller andre sysler, som de normalt ikke når. Men GroupM’s undersøgelse viser tydeligt, at medier er den helt store tidsrøver. Hele 10,2 timer dagligt har danskerne i gennemsnit brugt på medier den seneste uge, sammenholdt med 8,3 timer inden corona-udbruddet slog igennem. Det er en stigning på knap 25%.

Bedst som man måske skulle tro, at det ikke var muligt for os at bruge mere tid særligt på digitale medier, tager tidsforbruget et ordentligt nøk opad. Og det er – udover tid på nyheder – særligt streaming af film, serier og andet indhold samt at være på sociale medier og online på mobilen, der vinder danskernes tid.

Behovet for at følge tæt med i nyhederne om udviklingen af corona-epidemien har dog også givet tv en revival. 45% af danskerne ser mere live-tv, og 28% streamer tv-programmer mere som følge af COVID-19.

Katalysator for skift i medieadfærd

Tiden i corona-karantæne kan for mange danskere være anledning til at prøve nye medietyper og platforme af, som de ellers ikke ville have gjort. Det ses i forhold til kommunikationsformer, hvor mange har brugt video-opkald. Og det ses i forhold til e-handel, hvor GroupM’s studie viser, at 9% af danskerne har handlet varer online, som de ellers ville købe i en fysisk butik, ligesom en del også har købt dagligvarer online for første gang.

At flere har streamet indhold, spillet online spil og brugt tid på sociale medier kan også have sat nye vaner i gang, som de vil tage med sig i en hverdag post-corona. Studier fra lande som Kina og Italien, der er lidt foran Danmark i forhold til effekten på samfundet og forbrugeradfærden, viser i hvert fald, at epidemien har sat skub i et skifte fra analoge til virtuelle aktiviteter på områder lige fra undervisning og konsultationer til træning, underholdning og indkøb. Samme tendens ses herhjemme, og som markedsfører må vi følge disse trends tæt.

Annoncører må tilpasse nu – men forvente ”ny normal”

Som markedsfører kan det virke uoverskueligt, at medielandskabet og -adfærden så pludseligt har ændret sig drastisk. Her er det vigtigt at huske på dynamikken fra tidligere krisetider. De består af faser: en pludselig forandring, en genopretning og en ”ny normal” i horisonten.

Hvor det er vigtigt at handle agilt for at tilpasse markedsføringen til et samfund med virusudbrud og at optimere medieindsatsen i forhold til den aktuelle medieadfærd på den korte bane, er det samtidig essentielt at planlægge med øje for, at en ”ny normal” indfinder sig på den længere bane. Danskerne vil indtage gamle hverdagsrutiner, deres daglige færden og sociale liv igen.

Hvis du er interesseret i at høre mere om studiet ”Danskernes adfærd under COVID-19” gennemført af GroupM, eller hvordan Mindshare kan hjælpe med at planlægge din markedsføring i forhold til danskernes aktuelle medieadfærd, kan du kontakte vores Direktør, Analysebureau, Arnt Gustafsson, arnt.gustafsson@mindshareworld.com

I Mindshare har vi under COVID-19 udgivet en lang række blogindlæg med gode råd til annoncører om deres kommunikation og marketing samt om danskernes indkøbsvaner, forbrug og medieadfærd. Læs med her.