På rekordtid er rammerne omkring danskernes hverdag ændret. Udetid er blevet til indetid, og hjemmet er blevet til en base, der skal rumme alle dagligdagens aktiviteter – fra arbejdskontor og hjemmeundervisning til træningsprogram, virtuelle begivenheder, madlavning og diverse sysler.

For mange danskere har det vist sig at være et interessant studie i, hvad der sker med os selv, dynamikken i hjemmet, vores arbejdsplads og vores medborgere, når vi oplever at være sat i en ny og helt uventet situation: At være sat i ”isolation” med dem derhjemme, og at være ”sammen hver for sig” med resten af vores omgivelser.

I GroupMs nye undersøgelse er vi gået tæt på danskernes adfærd under COVID-19 og deres oplevelse af situationen. Undersøgelsen er nationalt repræsentativ for danskere i alderen 18+ år.

Krisetiden kan mærkes på egen krop

Det der for en kort stund måske kunne lyde som en tiltrængt pause i en hektisk tid – eller i hvert fald et ikke-umuligt scenarie i lyset af tidens digitale muligheder – har hurtigt vist sig at være en kæmpe udfordring med alvorlige samfundsmæssige konsekvenser.

Konsekvenserne står måske endnu tydeligere for os nu end under optrækket til tidligere krisetider, fordi der fra den ene dag til den anden er blevet taget drastiske tiltag i brug, som vi kan betragte uden for vores vinduer og mærke på egen krop. Når vi ser lukkede butikker, holder 2 meters afstand til hinanden i supermarkedet og undlader at mødes med venner og familie.

Udover at hverdagen for mange er ændret viser vores GroupM studie, at 6 ud af 10 danskere har måtte aflyse eller udskyde en større social sammenkomst, og knap 4 ud af 10 er gået glip af en event eller en kommende rejse.

 

Foruden at være i ”isolation” derhjemme indvilligende i at være begrænset i sin færden, sociale kontakt og forbrugsmuligheder, oplever mange en usikkerhed og bekymring for fremtiden.

3 ud af 4 danskere er bekymrede for deres eget eller nærmestes helbred, og knap halvdelen er bekymrede for deres og deres families økonomiske situation. Næsten alle (92-95%) er bekymrede for virussens belastning af sundhedssystemet, og dets følger for dansk erhvervsliv og den globale økonomi.

Nødvendige ture er danskernes eneste frirum

Situationens alvor spores tydeligt i danskernes reaktion på regeringen og Sundhedsstyrelsens anvisninger – i hvert fald ifølge dem selv. Næsten alle adspurgte i GroupM’s studie angiver, at de har forbedret håndhygiejne, holdt afstand, og afholdt sig fra sociale arrangementer.

Selv at tage på ture ud i den friske forårsluft bare for fornøjelsens skyld er noget, som danskerne afholder sig fra i en tid, hvor træerne sætter knopper og forårssolen bryder frem. 8 ud af 10 holder sig til de nødvendige ture, for eksempel i forbindelse med indkøb. På de ture har vi en lille del af vores frie bevægelighed tilbage og mærker måske friheden tydeligere, når de bliver kontrast til karantænezonen derhjemme.

Til gengæld oplever kun 45% af danskerne, at andre nøjes med at bevæge sig ud på de strengt nødvendige ture. Det afspejler dels, at der bliver holdt øje med dem, der ikke ofrer sig og udviser samme ”samfundssind” som os selv, og så viser det en naturlig tendens til at retfærdiggøre vores egen adfærd som meningsfuld.

Til gengæld finder vi opbakning og sammenhold med andre, hvis liv vi følger på sociale medier, og som vi ser være i samme båd. For eksempel deler influencers og kendte danskere flittigt på sociale medier, hvordan de har slået lejr derhjemme. Der inviteres til virtuelle fredagsbarer, pyjamaspartyer, træningsprogrammer og andre hjemmeaktiviteter under hashtags som #sammenhverforsig. Samtidig står virksomheder frem med nye tiltag for at servicere danskerne hjemme i sofaen og bakker os op i, at vi sagtens kan få forbrugslysten styret hjemmefra.

Nyhederne følges tættere end aldrig før

I lyset af de mærkbare og gennemgribende aftryk på danskernes hverdag, er det ikke så mærkeligt, at nyhederne følges ekstremt tæt. Pressemøderne er blevet dagens ”happening”, som skal opleves i nuet – og som pludselig også kan opleves i nuet af mange, mens de sidder derhjemme. 2,8 mio. danskere så med, da Mette Frederiksen fremlagde de første tiltag til at lukke Danmark ned onsdag d. 11. marts (Gallup tv-meter).

75% af danskerne svarer i GroupMs studie, at de følger mere med i nyheder som følge af corona-virussen, og to tredjedele af dem holder sig opdaterede 2 eller flere gange om dagen. Nyhedsforbruget bidrager til, at danskernes brug af medier har taget helt nye højder under corona-udbruddet her. Det kan du læse mere om her.

Er du interesseret i at høre mere, eller har du spørgsmål, så er du mere end velkommen til at skrive til vores Direktør, Analysebureau, Arnt Gustafsson, arnt.gustafsson@mindshareworld.com

I Mindshare har vi under COVID-19 udgivet en lang række blogindlæg med gode råd til annoncører om deres kommunikation og marketing samt om danskernes indkøbsvaner, forbrug og medieadfærd. Læs med her.