Fra 5G-netværk og humørbaseret datatracking til streaming-krig og svindende brand loyalitet. Dette er nogle af de trends, der vil tage fart i 2020 og på den lange bane få afgørende betydning for dig som annoncør. Den teknologiske udvikling er i rivende fart og ændrer den måde, vi benytter og interagerer med medier, brands og platforme på; og det handler om at holde til i kampen om forbrugernes sparsomme opmærksomhed. Vi kigger ind i fremtiden og opridser de 5 største trends, der vil accellere i det nye år.
Champagnepropperne er for længst poppet, og vi er i fuld gang med et nyt år. I 2020 er medielandskabet fortsat under store forandringer i en tid hvor devices, teknologi og annonceringsmuligheder vokser, transformeres og retænkes; og hvor forbrugerne aldrig har været mere irriteret over reklamer. Nye teknologier, platforme og forretningsmodeller fortsætter med at ændre vores forståelse for kommunikation og markedsføring, og den slørede grænse mellem paid, owned og earned medier skaber helt nye muligheder såvel som udfordringer for den moderne annoncør i kampen om at skabe engagement og involvering hos den reklamekritiske forbruger.
I Mindshare følger vi medielandskabet tæt i vores årlige internationale studie Mindshare Futures, der hvert år identificerer de største globale trends inden for marketing, teknologi og kultur, som vi bør have fokus på i den kommende tid. Læs med og bliv klogere på de 5 trends, der kommer til at ændre medielandskabet i 2020 og den kommende fremtid.
I Del 1 gennemgik vi de første tre trends, og i dette blogindlæg sætter vi fokus på de sidste to trends: Brand new world og Ad Break.
#4 TREND: BRAND NEW WORLD
Det er ikke en dans på røde roser for brands i dag. Den digitale revolution, mobile connectivity og et konstant forandrende detaillandskab skaber helt nye vilkår for brands i den moderne marketingverden. Over 72% af forbrugerne mener, at det er markant nemmere at opdage og købe nye produkter end tidligere, og understreger hvordan internettet og sociale medier for alvor har ændret den måde, vi som forbrugere interagerer og connecter med brands og platforme på.
I 2018 foretog vi i Mindshare et omfattende metastudie af brandloyalitetens udvikling, og kunne konkludere at præferencen for specifikke brands er faldet markant siden 2005. I en ikke så fjern fortid, var kundeklubber en effektiv måde at knytte forbrugeren tættere til sig, men i dag ser vi i højere grad, at forbrugerne sporadisk shopper mellem flere brands på en online markedsplads, hvor et utal af niche brands udfordrer de større og veletablerede brands. Forbrugerne angiver selv, at de er mindre loyale over for bestemte brands i dag end de tidligere har været. Og 60% mener at ukendte brands kan være ligeså, hvis ikke mere attraktive som velkendte etablerede brands.
Men er brands så døde? Nej. Brands spiller stadig en markant rolle i vores dagligdag, som sociale pejlemarkører og identitetsgivende artefakter. De er med til at skabe mening med os selv og vores omverden. Men brandlandskabet er udiskuterbart under opbrud, og vi skal retænke den måde vi tænker brands og ikke mindst brandloyalitet, på hvis vi vil fastholde eksisterende og tiltrække nye kunder.
Loyalitet anno 2020 har i højere grad customer experience stående på sig, og udvalget af sociale platforme og teknologiske muligheder skal understøtte, hvordan shopping og brandoplevelsen kan simplificeres, effektiviseres og personaliseres for den enkelte forbruger. Loyalitet skal med andre ord opnås gennem positive brand oplevelser og ikke transaktioner.
Vi kommer i langt højere grad til at se, hvordan brands eksperimenterer med shoppable medier og annonceringsformater, hvilket vil transformere e-commerce landskabet yderligere med flere nye og hybride salgskanaler. Online køb vil fortsat vokse og forventes ifølge Retail Economics at stå for hele 54% af al detailhandel i 2028, mens de fysiske butikker vil eksperimentere med pop-up shops og andre oplevelsesorienterede brandingmuligheder, der skal skabe konsistente og sansende oplevelser på tværs af online og offline touchpoints.
Eksempler på trenden:
Brandless: Det amerikanske e-handelsfirma ’Brandless’ producerer og sælger et udvalg af fødevarer og husholdningsprodukter under eget brandløse label, for at sætte fokus på produkternes indhold og kvalitet frem for brandet i sig selv – men kan et ’brandless’ brand overhovedet være brandless?
Dote livestreaming shopping parties: Den online shopping platform Dote hoster i samarbejde med en række forskellige tøjmærker såkaldte live ‘shopping parties’. Her chatter og sælger samarbejdende influencere tøj til forbrugere i realtid, hvilket skaber en helt ny shoppeoplevelse for forbrugeren.
#5 TREND: AD BREAKS?
I en tid, hvor vi gennemsnitligt bliver eksponeret for minimum 4.000 kommercielle budskaber hver dag (Forbes, 2019), har vi aldrig været mere skeptiske og overvældede af reklamer. Det resulterer i, at vi lukker ører og øjne for irrelevante og salgsfokuserede reklamer, og reklamefri miljøer bliver mere og mere populære. En dystopisk fremtid uden reklamer er dog langt fra en realitet. Over halvdelen af forbrugerne i Mindshare Futures studie angiver nemlig, at reklamer spiller en afgørende rolle i deres opfattelse og inspiration af brands; dette især blandt de yngre aldersgrupper, vi tidligere har understreget er de absolut mest reklameskeptiske. Forbrugerne hader altså ikke reklamer; de hader kun dårlige reklamer.
Medie og indhold smelter mere og mere sammen, og grænsen mellem reklame og indhold vil fortsat blive mere sløret i en voksende earned media-kultur, hvor forbrugerne grundlæggende er drivkraften bag brandets troværdighed frem for virksomhedens egen marketing. I 2020 og de kommende år vil vi se nye og anderledes måder at tænke klassisk reklame på, og et øget fokus på kontekst, influencer marketing, native formater, oplevelsesorienteret annoncering og earned media fokusering spås til at blive intensiveret. Det handler grundlæggende om at tænke væk fra den klassiske reklametankegang og stille sig selv spørgsmålet: hvordan kan mit brands tilstedeværelse skabe værdi for min forbrugers liv og passioner, og hvordan kan jeg relevant kommunikere dette? Det handler om det rigtige budskab, på det rigtige tidspunkt til den rigtige forbruger.
Eksempler på trenden:
Stranger Things x Burger King: I forbindelse med lanceringen af tredje sæson af den populære Netflix-serie ’Stranger Things’ lancerede Burger King en såkaldt ’Upside Down Whopper’ med tilbehør i nostalgisk 80’er inspireret packaging, der på humoristisk og legende vis skulle skabe buzz om burgerkæden.
Nike Air Max Street Graffiti: Nike omdannede kendte grafittimalerier i Sao Paolos bybillede til såkaldte ’Graffiti Stores’ i forbindelse med lanceringen af en ny Air Max sko kollektion. Hver uge blev der malet nye sko modeller på eksisterende street-art karakterer, der er en fast bestanddel af byen, som forbrugerne kunne ’unlocke’ og købe via geo location, når de besøgte murmalerierne.
Faxe Kondi ’Når der går sport i den’: Faxe Kondi udfordrede sin unge målgruppe til at uploade hjemmelavede Faxe Kondi sportdiscipliner på sociale medier under kampagnenavnet ’Når der går sport i den’. Kampagnens grundsten bestod på den led af brugergeneret video content, supporteret af relevante influencer samarbejder, der engagerede og underholdte de unge sodavandsdrikkere.
Hvad er Mindshare Futures
Mindshare Futures er et årligt internationalt studie foretaget af Mindshare UK baseret på fire måneders intensiv trend-forskning inden for marketing, teknologi, forbrugeradfærd, kultur o.l. Studiet er baseret på en kvantitativ undersøgelse med over 5.000 globale forbrugere samt en række kvalitative studier med over 110 interviewpersoner.
Er du interesseret i at vide mere?
Er du interesseret i at vide mere om Mindshare Futures Trends 2020 eller generelt om Mindshares arbejde med forbruger- og markedsføringstrends, er du velkommen til at kontakte Business Planning Manager, Simone Misser-Pedersen