Billed kilde: apple.com

Nyt fra Apple: Læs om afsløringerne på årets September Event
7. september blev Apples årlige September Event afholdt, hvor nye produkter og software traditionen tro blev præsenteret. Denne gang var det især den ventede Iphone 7, der løb med opmærksomheden, sammen med iOS10 opdateringen og Apple Watch Series 2. Rygterne talte sandt, at der denne gang primært ville være tale om ændringer af æstetisk karakter, men som alligevel har potentiale til at ændre vores vaner.

En trådløs og visuelt forbedret brugeroplevelse
Apple afslørede ganske rigtigt den nye iPhone 7 uden de store overraskelser. Det er primært telefonens udseende, der er ændret med nye farver, home knap i nyt design, Retina HD skærm med 25% højere lysstyrke, hurtigere behandling, længere batteritid og et superkraftigt, nyt kamera. Forbedringerne af kameraet og Retina skærmen vil helt sikkert stille nye krav til virksomhedernes kreative kommunikation, der nu skal tilpasses til de nye visuelle muligheder. Telefonen har ikke længere stik til hovedtelefon, og det opfatter Apple selv som et “modigt” skridt mod en reelt trådløs verden.
Det manglende stik til hovedtelefon følges op af lanceringen af Apples nye produkt AirPods. Det er trådløse hovedtelefoner, der passer til alle Apples produkter. Den længere batteritid og øgede visuelle kapacitet kommer til at betyde, at iPhone brugerne i endnu højere grad kan bruge telefonen til at afspille videoindhold. Virksomheder bør fortsat prioritere videoannoncer og integration til mobil, en tendens vi allerede har set komme gennem de seneste år.

I retning mod mere interaktiv og kropsbåren teknologi
Med den helt overvældende succes, som Pokémon GO har haft denne sommer, kommer det ikke som en overraskelse, at Apple har lagt stor vægt på spil, aktiviteter og kropsbåren teknologi. Nu kan man spille Pokémon GO på sit Apple Watch og kombinere spillet med sundhedsoplysninger på Apple Watch, for eksempel kalorieforbrænding og antal gåede kilometer.
Apple har også annnonceret et partnerskab med Nike om netop Apple Watch, hvor formålet er at give brugeren den optimale løbemotivation med et minimum af forstyrrelser. Apple Watch Nike+ interfacet giver personligt tilpasset motivation til den enkelte bruger baseret på vedkommendes træningsmønstre og behov. Det skaber nye integrationsmuligheder for virksomhederne, der kan tilbyde tilpassede brugeroplevelser i form af brand-specifikke aktiviteter via Apple Watch interfacet. Apple har også annonceret, at der snarligt lanceres et eksklusivt Mario spil – dog mod betaling, og det begrænser naturligvis annonceringsmulighederne.

Apple fortsat frontløber på forbundne oplevelser på tværs af devices
Sidst men absolut ikke mindst positionerer Apple sig fortsat som markedsleder på Connectivity med de store ændringer, der kommer med iOS 10. iMessage får sin egen app store, hvor brugerne direkte kan downloade og skifte mellem tastaturer. Tastaturerne får også en lang række interaktive funktioner. Brugerne kan i fællesskab bestille fødevarer, designe deres egen grænseflade og redigere billeder, alt med brug af emojis.
Med opdateringerne får virksomhederne i højere grad end tidligere mulighed for at giver brugerne nye oplevelser, især da alle funktionerne også bliver tilgængelige på Apple Watch. Med Apples nye HomeKit system kan enheder i hjemmet forbindes og styres med telefonen som fjernbetjening. Apple har gjort Siri til open source i et forsøg på at følge trit med Amazons Alexa, som virksomhederne allerede er begyndt at udvikle færdigheder til. iWork runder lanceringen af. Her får kolleger mulighed for at arbejde sammen om projekter direkte i iOS på samme måde som med Google Docs.

Konklusion: iPhonen bliver den centrale enhed i en hyper-forbundet hverdag
Selvom den nye iPhone 7 ikke byder på banebrydende nye funktioner, lagde Apple stor vægt på at iPhone er det ultimative redskab til at skabe en forbundet verden. Som det centrale element styrer den det opkoblede hjem, tv’et og kropsbåren elektronik i alle hverdagens funktioner – på arbejde, i den aktive fritid, og når vi bare slapper af. Vores verden er ikke længere bare mobil, den er også forbundet i et netværk af enheder, der alle styres af iPhone.
Der var dog slet ingen tvivl om, at det var nyhederne om spil, der skabte størst begejstring hos publikum. Der var hørbar forskel på reaktionen, da nyhederne om Nintendo og Niantic blev lanceret sammenlignet med Apple Music og funktionerne i den nye iPhone 7. En central og vigtig pointe bliver dermed, at brugerne er mest glade for at bruge deres i interaktive miljøer, hvor de er forbundet med hinanden.

 

Læs også:
– Da pokémon go indtog danmark danske tal
Nyt Mindshare forbrugerstudie danskerne åbne overfor IOT
De vigtigste marketingtrends fra SXSW interactive 2016
Digital Forbruger Transformation