Gensalg af tøj vokser 11 gange mere end traditionelt nysalg. I USA eksploderer antallet af virksomheder, der indarbejder leje og genbrug i deres forretningsmodel. Men i Norden har brands og retailere stadig masser af muligheder for at kombinere samfundsansvar og gode kundeoplevelser ved at tilbyde udlejning, reparation og gensalg af deres produkter.
Stormagasinet Selfridges med en årlig omsætning på 4,5 mia. kroner meldte i forrige uge ud, at knap halvdelen af deres transaktioner skulle være andet end nysalg i 2030. Gucci opfordrer kunderne til at sælge deres aflagte tasker videre. Ikea tilbyder at købe dine gamle Billy-reoler tilbage, så de kan få nyt liv.
På de store gensalgsplatforme mærker man også bølgen. Sidste år købte Etsy konkurrenten Depop for 1,6 mia. dollars, og her i Danmark kom Trendsales ud med et overskud på 12 millioner kroner i 2021 efter seks år med underskud.
Kundernes krav overstiger virksomhedernes fantasi
Genbrug er jo ikke ligefrem noget nyt fænomen. Men både adfærden og diskursen ændrer sig i de her år. Naturligvis drevet af ansvarlighed, men også forstærket af den økonomiske krise. Ifølge DBA’s årlige genbrugsindeks har cirka 3 ud af 4 danskere handlet genbrug i det seneste år. Det er en vækst på 13 procentpoint på fem år.
Samtidig ser vi, at kunderne i højere grad forventer (og belønner) de virksomheder, der gør en indsats for at forlænge produktlevetiden. 45% af de 18-40-årige vil vælge et brand, der tilbyder genbrug, hvis de står overfor et ellers lige produktvalg.
Og 2 ud af 3 forbrugere vil gerne betale mere for produkter, der er bæredygtige. Og så kommer vi til kløften – for brands og detailkæderne tror, det er modsat. Her mener 2 ud af 3 ikke, at kunderne vil betale merprisen for ansvarlighed.
Forretningsperspektivet i genbrug
Forudsigelserne, om hvor stort markedet for genbrug bliver, svinger fra konservative estimater på en fordobling til prognoser om en vækstfaktor på 11 gange ift. nysalgsmarkedet over de kommende fem år.
I USA har virksomhederne fået øjnene op for udviklingen. Andelen af amerikanske modevirksomheder, der tilbyder en gensalgsløsning, steg fra 8% til 30% fra 2020 til 2021.
I Norden ser det noget mere pauvert ud. En ny undersøgelse af 277 af de største brands og retailere viser, at kun 7% tilbyder et gensalgs-program online. Og endnu færre – 2,5% – tilbyder 2nd hand salg i den fysiske butik.
Mange virksomheder frygter, at gensalg kannibaliserer deres forretning. Men en analyse fra Bain & Co. viser det stik modsatte. Det estimeres, at gensalg kan være med til at skabe en øget fortjeneste på op imod 40% for de enkelte produkter.
Meget mere end genbrugstøj
De fleste vil måske forbinde genbrug med tøj, og det er da også den mest udbredte kategori. Men vi ser en stigning i alt fra sportsudstyr, der var den hurtigst voksende kategori på DBA det seneste år, til luksusvarer, hvor gensalg er vokset fem gange mere end nysalg.
En anden vigtig præcisering er, at denne trend dækker over mere end den rene genbrugsmodel. Udlejning, reparation og upcycling er alle relevante varianter af bevægelsen.
De gode eksempler er mange. Som den amerikanske sportskæde DICKS, der flere gange om året lader kunderne indlevere deres brugte udstyr til fordel for rabatkuponer. Eller taskemærket Coach, der tager imod aflagte produkter, som bliver gjort til unika-håndtasker og læderkunstværker. Og så sent som sidste uge var Nike ud med en ny robot, der kan reparere slidte sneakers ved hjælp af avanceret teknologi.
Gør produktlevetid til din USP
Forhåbentligt sidder du med en følelse af, at genbrug både rammer ind i et behov i markedet og kan give forretningsmæssig mening.
Vi har kun set spidsen af genbrugsbjerget, og der er stadig masser af rum til at blive frontrunner. Men det kræver, at du sætter i gang nu. Og det behøves ikke være komplekst. Start med en lokal kampagne i et par butikker. Opfordr dine kunder til at komme ind med deres brugte varer til fordel for rabatkuponer.
Hvis du er ligesom de fleste andre brands, vil du opleve positiv respons. Og du vil formentligt også opleve, at modvilligheden i din organisation for at gå i denne retning bliver mindre. Det er i hvert fald konklusionen på en stor analyse, der konkluderer, at barriererne for at komme i gang med cirkulære forretningsmodeller sænkes markant i de her år.
Med en recession lige rundt om hjørnet kommer der næppe noget bedre tidspunkt at gå i gang med at tænke i genbrug. Både klimaet og dine kunder vil takke dig for det.