Mediebureauerne ”tjener kassen” og derfor kan kunderne spare mange penge ved at in-source. Historien blev bl.a. formidlet af Markedsføring med Momondo som eksempel, da de ansatte en tidligere Broadcast Director hos MEC som led i en større satsning på in-sourcing af marketing. Nordic CEO hos Mindshare, Martin Ove Rasmussen, er tvivlende over for påstanden og opfordrer i et debatindlæg virksomhedslederne til at tænke langsigtet.

Bureauernes profitmargen er generelt ret beskeden, når man sammenligner med beslægtede virksomheder inden for rådgivningsbranchen eller medievirksomheder. Der er altså ikke hold i, at mediebureauerne skulle ”tjene kassen”. Det er samtidigt meget ressourcekrævende for virksomhederne at in-source: Der skal ansættes top-seniorfolk, investeres i data, systemer og efteruddannelse. Alt dette har mediebureauerne erfaring med, og de har samtidig en større portefølje at afskrive på, udvikler egne data og systemer, deler viden og erfaring med deres internationale kolleger, og har oftest størst anciennitet på kundernes forretning.

Dem, der vælger at in-source i større grad, er ofte imperiebyggere, der ønsker at samle en stor afdeling hurtigst muligt og skabe et par opsigtsvækkende kampagner. De bliver dog sjældent hængende, og det koster. Martin opfordrer derfor virksomhedernes ledelse til at tænke langsigtet og rette fokus på omkostninger og risiko i stedet for at stirre sig blinde på persondyrkelse, når man taler in-sourcing.

Du kan læse hele debatindlægget her:
https://www.linkedin.com/pulse/kan-det-betale-sig-in-source-marketing-martin-ove-rasmussen