Dansk Erhverv har for nyligt berettet om flere tiltag, der er vigtige at være ekstra opmærksomme på. Her får du en hurtig gennemgang af de nye regler, og hvad de betyder for din e-handel.

Bliv klogere på vildledningsforbuddet

Markedsføringslovens vildledningsforbud lyder på, at den første pris kunden bliver eksponeret for, også skal være den endelige pris. Det vil sige, at eks. fragtgebyrer og obligatoriske omkostninger skal fremgå og være indregnet i den først viste pris på din hjemmeside. Hvis fragt ikke kan indregnes i prisen, fordi den afhænger af bestillingsmængden, skal det fremgå i forbindelse med prisen, at fragten vil tillægge omkostninger. Det er altså ikke nok at oplyse om eksempelvis fragt, når varen først er i kurven. Det er heller ikke lovligt blot at oplyse om prisen og omkostningerne separat – omkostningerne skal fremgå i den samlede pris. I kontrast er det derimod lovligt at oplyse to forskellige priser; en med og en uden omkostninger, hvis begge priser er lige tydelige på din hjemmeside.

Markedsføringsloven

Internethandlen vokser, og udviklingen gør det mere relevant end nogensinde at skærpe sin konkurrencedygtighed online, men ikke alle er opmærksomme på spillets regler. Problemet er, at lovgivningen, der dikterer hvordan det er tilladt at markedsføre, hele tiden ændrer sig, hvorfor du som udbyder bør være på forkant for at optimere dine markedsføringsmuligheder.

Ny lovgivning træder i kraft pr. 28. maj

For nyligt er det kommet frem, at endnu en lovgivning vil træde i kraft d. 28. maj 2022, som følge af regler vedtaget i EU. Lovgivningen vil slå ned på spar- og tilbudskampagner og gør normalprisen mere transparent for kunden. Det kan have store konsekvenser for dine price- og promotionstrategier, især under tilbudsperioder som Black Friday.

Lovgivningen lyder lige nu på, at en vare der har varieret i pris inden for 6 uger (42 dage) skal sammenlignes med den laveste pris, der har været i selvsamme 6 ugers periode, hvis den bliver nedsat. Det vil sige; at har en vare været nedsat, så vil den nedsatte pris forblive normalprisen, og derfor også sammenligningsgrundlaget, hvis der lanceres endnu en kampagne i samme periode (42 dage). Hidtil har det været muligt at køre en tilbudskampagne med en varighed på op til tre dage, uden at det har haft betydning for normalprisen i resten af perioden.

Den nye lovgivning ændrer det 42-dag lange vindue til kun 30 dage. Endvidere, og vigtigst af alt, ændres lovgivningen til, at ALLE kampagner, der har kørt i en 30-dages periode, vil have indvirkning på normalprisen. Det vil sige, at det ikke længere er muligt at køre en tilbudskampagne på tre dage under Black Friday, og samtidig (under 30 dage senere) køre en tilbudskampagne op til jul, med samme normalpris. Normalprisen under julekampagnen vil, ifølge den nye lovgivning, reflektere Black Friday prisen. Opsummerende betyder reglerne, at du under en udsalgskampagne skal skilte med varens normalpris, som den laveste pris, der har været på varen/servicen i de sidste 30 dage.

Lovgivnings nye krav betyder, at det er endnu vigtigere at planlægge sine spar- og tilbudskampagner rigtigt. Den planlægning kan vi hjælpe med at sikre er datadreven. Med marketing mix modeller kan det belyses, i hvor høj grad pris- og tilbudskampagnerne leverer investeringsafkast, og derfor også i hvor høj grad din virksomhed påvirkes af den nye lovændring.

Er du interesseret i at høre mere eller har du spørgsmål, så er du mere end velkommen til at skrive til vores Head of Modelling hos Acceleration, Per Jensen, Integreret Bureau, per.jensen@acceleration.biz  

*De ovenstående ændringer vil ikke have konsekvenser for loyalitetsprogrammer.

*Bemærk også, at det nedsatte vindue fra 42 til 30 dage også påvirker produktlanceringer. Før i tiden var det først lovligt at lave spar- og tilbudskampagner på det nye produkt efter de 42 dage. Det er nu nedsat til 30 dage.