Mobilen har positioneret sig som værende en betydelig del af vores hverdag, og 87% af alle danskere har i dag en smartphone. De fleste af os ser vores mobil som vores kæreste eje og kunne ikke drømme om at forlade vores hjem uden. Faktisk viser Mindshares Reklameanalyse fra 2015 en stigning fra 2014 til 2015 på 40% i brugernes daglige tidsforbrug på internettet på mobilen og tablet. Danskernes tidsforbrug på mobilen har aldrig været større, men hvordan bruger vi egentlig vores mobil, og hvad bruger vi den til? Det har vi i Mindshare undersøgt nærmere.
Hvad bruger vi vores mobil til?
Langt de fleste med en smartphone benytter den som forventet til at sende og modtage sms eller til at tage billeder med, når der ikke medregnes at ringe og modtage opkald. Relevant for annoncørerne er, at 64% bruger deres smartphone til at tilgå internettet, hvilket er essentielt i forhold til den digitale annoncering.
Vælges der udelukkende at annoncere via en desktop, risikerer annoncørerne at gå glip af potentielle kunder. Annoncering på en desktop skal ikke fravælges til fordel for mobilannoncering. Der skal blot annonceres på begge platforme og gerne med forskellig type annoncering, da vi bruger platformene forskelligt. Mobilen benytter vi ofte til at indhente information og viden.
Blogindlægget ”Vi multi-screener som aldrig før” illustrerer, hvordan vi kan multitaske og konsumere flere medier på samme tid. Det medvirker til, at mobilen fungerer som et bindeled mellem de forskellige platforme.
Købsadfærden på mobilen
Til trods for at det endelige køb ofte ikke foretages på mobilen, er den en vigtig del i vores rejse til et køb og bør tænkes ind tidligt i forbindelse med eksponering og informationssøgning. Selvom størstedelen af alle køb online stadig sker via en dekstop, har knap 20% af brugerne med en smartphone svaret ja til at have ”Købt produkter og andet via app eller browser” i 2015.
Villigheden til at foretage et køb via mobilen er til stede og skal bestemt ikke negligeres. Ikke overraskende er specielt betaling via mobilen stormet frem som en ny adfærd, danskerne har taget til sig, herunder betaling via f.eks, sms eller netbank. På bare to år er denne type adfærd faktisk steget med over 81%!
Det tydeliggør vigtigheden af, at virksomhederne skal optimere deres hjemmesider til dels at tage imod trafikken og dels til mobilbetaling. Vil du vide mere om mobilbetaling kan du læse blogindlægget ”Bærbare banker og pengeløse punge – Mobilbetaling breder sig”.
Er du nysgerrig for at vide mere?
I det næste blogindlæg om mobilannoncering går vi i dybden med potentialet for mobilannonceringen. Derudover belyses de muligheder og udfordringer, der findes ved denne type annoncering, og vi vil spå om fremtiden for det mobile marked. Mobilen er kommet for at blive, og vi bruger den mere end nogensinde før. Derfor kan ingen virksomheder se sig fri for at tænke mobilen ind i deres marketingstrategi.