TV-markedet i Danmark har længe været under forandring. Danskerne skifter i stigende grad over til at streame indhold og lader sig ikke længere underholde af de traditionelle flow-TV-stationer.
I slutningen af 2019 skete der dog noget af det mest revolutionerende i lang tid. Det gik nok ikke mange danske næser forbi, at Discovery og Yousee lå i intensive forhandlinger i slutningen af 2019 vedrørende distributionen af Discoverys kanaler. Resultatet blev som bekendt, at man som Yousee kunde per 1. januar 2020 ikke længere kunne tilgå Discoverys kanaler.
Ser man på de første seks uger af året i 2019 og 2020 har danskerne set 18 minutter mindre TV. Det er et fald på 11%.
Det er specielt DR, der har mistet mange seere, hvilket skyldes lukningen af DR3 og DR K i kombination med at DRTV.dk har vundet indpas hos danskerne. DR offentliggjorde i oktober sidste år tallene for september. Her havde ’Gift ved første blik’ næsten haft lige så mange seere på DRTV.dk som på deres flow TV-kanal. En trend der forventes at fortsætte på både DR, TV2, Nent og Discovery.
Ser man på den gængse annoncørmålgruppe, som er personer i aldersgruppen 21-50, så mister både DR og TV2 stadig mange sete minutter. Totalt set er der år-til-dato blevet set 21% mindre TV i denne aldersgruppe sammenlignet med samme periode sidste år.
Samme billede ses både blandt mænd og kvinder i aldersgruppen 21-50 hvor der er et fald på hhv. 19% og 23% i den totale TV sening. Det er interessant at Nent vinder seertid hos mændene som til dels er båret af Xee, som er begyndt at sende Premier League. Derudover mister TV2 både kvinder og mænd i aldersgruppen 21-50 år, hvilket skyldes at gennemsnitsalderen på TV2 seeren bliver ældre og ældre. 72% af alle seere hos TV2 er personer over 50 år.
Tallene taler for sig selv, og det er helt tydeligt at se en markant ændring i antallet af danske TV seere. Men hvorvidt det har direkte indflydelse på dækningen af fremtidige TV-kampagner er ikke til at sige. Nedenstående graf er en simulering på en kampagne målrettet personer i aldersgruppen 21-50 år med 400 TRP (target rating points: 1 TRP = 1% af målgruppen) i Danmark med budgetallokering mellem TV2: 50 % Nent: 25 % og Discovery: 25%.
Hvis man udelukkende ser på Nent og Discovery ville en 50/50 allokering i 2019 give en dækning på 51%.
Et anderledes split mellem Nent og Discovery på Nent: 75% og Discovery: 25% i 2020 vil kunne give en dækning på 49%.
OBS! Al data i ovenstående er i nationalt univers!
Om der er flere danskere end hidtil, der vil opsige deres Yousee abonnement er ikke til at vide.
Læs vores blogindlæg: Yousee kunderne vælger at blive i sofaen, hvor der er blevet indhentet data fra befolkningen på spørgsmålet. En ting er sikkert. Det kommercielle danske TV-marked er ikke længere, som det har været.
Har du spørgsmål til blogindlægget eller vil du vide mere? Så er du meget velkommen til at skrive til Mindshares Broadcast Director Kristian Willemann: kristian.willemann@groupm.com