DMEXCO – en lokal tysk reklameteknologiudstilling eller endnu en international event til kalenderen, som du bør deltage i? Den debat vil fortsætte, men både de sædvanlige globale medier og de lokale tyske aktører mødte op til dette års største reklameteknologishow i Europa. Her er nogle umiddelbare indtryk efter et par dage i det tyske:

Maskinernes fremmarch
Teknologi er drivkraften bag digital reklame – i hvert fald inden for programmatic. Næsten alle internationale platforme havde en stand, og alle de store DMP-platforme var til stede. I kongressalen var en lang række emner bygget op omkring brugen af data til at drive kampagner.

On-site
Der var en overvægt af on-site testing & usability virksomheder (brugertest), og selv de store spillere taler om det. Google har selvfølgelig Analytics 360, og Adobe er meget interesseret i at starte on-site testing. Med tendensen til datadrevet digital markedsføring vil det fortsætte med at vokse, og det er godt at se, at målinger, der er så afgørende for digital markedsføring, virkelig er ved at slå igennem i stedet for at være forbeholdt specialisterne. 

Ad blocking
Er en varm kartoffel for både annoncører og bureauer. Der er jo ingen, der ønsker, at der bruges færre penge. Selvom det var et varmt emne, var røgen ved at lægge sig lidt. Det føltes som en mere velafbalanceret samtale end tidligere, og det, der måske blev talt mest om, var væksten i ad blocking virksomheder, der sælger, ja reklamer!

Stack it up
Beslutningen om at lægge alle æggene i en teknologikurv –  eller ikke – bragede virkelig igennem i år. Fra Adobe og Googles lukkede økosystemer til uafhængige, der diskuterede, hvordan de passede ind i en elitegruppe efter eget valg. Uanset hvor man kiggede hen, ville folk tale om, hvor flinke de var over for hinanden eller sig selv.

Hvor er de kreative?
Hvorfor kommer den kreative branche ikke i hobetal til DMEXCO? Digital markedsføring er tilbage der, hvor selv den mest tekniske kan se, at det er det kreative og budskabet, der er afgørende (alle DSP udstillerne havde det øverst på dagsordenen). Du kan have alle data i verden, men hvis det ikke er kreativt, betyder det ingenting.

Største optur
Personligt fik jeg størst udbytte af indlægget fra David Sable, CEO hos Young & Rubicam, der således var repræsentant for de kreative bureauer. Han punkterede disruption, som et stort buzzword, som efterhånden indgik i ethvert strategioplæg. Han summerede ganske godt op omkring ovenstående med kreativitetens betydning, og konkluderede at ”creativity is the story, innovation is how we drive it, and technology is the enabler”, og det er i denne symbiose, at det magiske opstår. Hovedbruddet er dog at have de personer, der har det samlede overblik eller i hvert fald kan formå at samarbejde i retning af den samme agenda. Et emne som flere berørte i Köln.

Største nedtur
Jeg havde store forventninger til Paul Bulcke, CEO for Nestlé, og hans indlæg ”Can a 150-Year Old Company Lead in Digital?”. Jeg tror konklusionen fra Paul var at svare ja, men jeg sad med en fornemmelse af en tung, international koncern, der ikke forstår at være first mover. Et interessant tiltag var dog digitale teams på tværs af lande, og hvor de unge deltagere var mentorer for deres ældre ledere. Et interessant træk, men når selv en yngre, kvindelig deltager fra Tyskland på spørgsmålet fra Paul om de kan gøre noget bedre, svarer, at selv om de i Tyskland selv er lidt stive og formelle i det, så ville det være rart med en mere åben og fleksibel stil fra hovedkontoret i Vevey i Schweiz. Der er stadig et stykke vej.

Største overraskelse
Pludselig var Congress Hall fyldt med flere kvinder end mænd, da indlægget om Walk the Talk – Start Creating Solutions for Change” startede. Fem stærke kvinder fra bl.a. Bloomberg, P&G, AOL, New York Times og Facebook drøftede sammen med Regina Mehler fra Women Speaker Foundation og Shelley Zalis fra The Girl’s Lounge, hvordan kvinder kan få en mere dominerende (= ligelig) rolle indenfor lederskab og marketing. Overraskelsen bestod i, at dette indlæg intet havde med digital marketing at gøre (ud over at flere af deltagerne var fra medievirksomheder), men det var et interessant emne, der stadig viser, at der ikke er ligestilling på dette område; på en messe, hvor mange speakers og deltagere stadig var mænd. Den slags skaber jo altid ekstra refleksion, når man har to teenager-døtre, der snart skal ud i den virkelige verden.

Største fordom
Jeg har altid betragtet tyskerne som et effektivt folkefærd, hvor alt – som regel – fungerer.  I de to dage fik jeg dog skubbet til dette på et par områder. Vi står på en messe med 1.000 stande og 50.000 deltagere, og skal købe frokost. Det viser sig, at tyskerne stadig er meget glade for kontanter, mens man ikke accepterer kreditkort… Vi fik ikke meget at spise den første dag, da der var langt til nærmeste hæveautomat. Anden overraskelse var, da en stor del af messedeltagerne skulle hjem på samme tid, og med de samme tog, hvor der var opstillet én billetautomat i hver ende af stationen. Jeg stod i kø over en halv time for at få billetter for så at komme op til overfyldte tog, hvor man i hvert fald kom hinanden ved. Det kan ikke anbefales.

 henrik

David Sable, CEO hos Y&R taler om ”In An Age of Disruption, What Are We Really Disrupting?”

 

Resumé:
Et godt sted at gå hen og ‘nørde’. DMEXCO har en tydelig identitetskrise, og selvom der er mange fra det internationale marked, er der stadig flest tyskere. Det vil være interessant at se, hvordan det udvikler sig de næste par år. Man kunne forvente, at de store internationale virksomheder endelig ville blive internationale, men lige nu ser det ud, som om de bare er med til en tysk fest. Programmatic dominerer showet efterfulgt af on-site teknologi, og for at det skal blive en EMEA festival for digital markedsføring, har vi brug for mere inden for søgning, sociale medier, SEO og den kreative branche, for de er trods alt en del af helhedsbilledet. Og husk endelig kontanter samt at købe togbilletter på forhånd, hvis du skal have en god tur…

 

Læs mere om hvordan det største adblock firma bliver mindre reklamefri.