Sidste år skrev vi et blogindlæg efter Roskilde Festival, der handlede om, hvordan festivalen kunne opleves gennem de to medier. En af pointerne var, at de to medier bruges forskelligt; Snapchat er ’her og nu’-situationer, hvor det er mindre vigtigt, at billedet eller videoen er helt perfekt. Omvendt uploader man kun det bedste billede til Instagram, og gør det endnu pænere via app’ens redigeringsværktøjer.
Den forskel udviskes nu potentielt. Instagram har netop lanceret en opdatering til deres app, hvori den nye feature er Instagram Stories, der bedst forklares sådan her: Snapchat Stories. Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvor inspiration er hentet, da det stort set er en direkte kopi af det, man kender fra Snapchat. Udover at navnet er det samme, så minder selve look-and-feel også om hinanden.
What’s the story?
For at starte ordentligt tager vi en tur tilbage til 2013. Selvom Facebook stadig var utroligt populært, så kunne Mark Zuckerberg og resten af staben godt se, at unge begyndte at bruge mere og mere tid på øvrige sociale medier. Ved udgangen af Q3 2013 indrømmede Facebooks CFO, at antallet af teenagere der brugte Facebook dagligt var begyndt at gå den gale vej.
Og hvor mon de unge bl.a. begyndte at bruge meget af deres tid? Rigtigt. Snapchat. Som en konsekvens af det forsøgte Facebook at købe Snapchat for intet mindre end 3 milliarder dollars. In cash. For mange af os et tal der er så stort, at det er svært at forstå. Men det er værd at tage med, at efter Q3 regnskabet blev fremlagt faldt Facebooks aktie med 3 % over natten. Ikke nødvendigvis kun pga. ovenstående, men det var helt sikkert en medvirkende faktor.
Derfor er gode råd dyre. Som i 3 milliarder dollars-dyre. Men som alle ved, så lykkedes det ikke at købe Snapchat, der selv mente, at et salg ville være en kortsigtet gevinst ift. hvordan virksomheden kunne udvikle sig.
Hvad gør brugerne nu?
Det er det helt store spørgsmål, som mange inden for kommunikations- og marketingbranchen stiller sig selv i disse dage. På nuværende tidspunkt er det umuligt at svare på. Det virker til, at en del tester det af, men hvorvidt der sker et skred i adfærden på længere sigt er usikkert.
Det er dog sikkert, at brugerbasen på Instagram er langt større globalt end på Snapchat. Snapchat har omkring 150 millioner daglige brugere, mens Instagram har 300 millioner. Potentielt set ligger der dermed enorm mulighed i at få fat på de brugere, der stadig ikke har taget Snapchat til sig, samt de brugere, der ser fordelene i at samle i én app i stedet for to forskellige.
Snapchat har altid været kritiseret for dårligt UX (User Experience), og noget der burde være så simpelt såsom at tilføje venner, ligger ikke lige til højrebenet. Ved at bruge Instagram Stories følger du automatisk de venner/mennesker, du i forvejen følger på det ”traditionelle” Instagram – og vice versa.
Apropos UX er det et interessant træk, at Instagram Stories nu er det første man ser, når man åbner Instagram. Kort sagt kan du ikke undgå at støde på den nye feature, hvilket uden tvivl gør, at mange vil begynde at bruge den automatisk (ikke nødvendigvis ved selv at uploade indhold, men i hvert fald se venners indhold).
Hvad gør virksomhederne nu?
Mange virksomheder har tøvet lidt ved at tage endnu en platform (Snapchat) i brug, for det kræver alligevel en del ressourcer at starte op og ikke mindst holde kørende. Men hvis man ønsker den type kommunikation som Instagram Stories og Snapchat tilbyder, så er det med ét blevet langt lettere ved at bruge sin eksisterende Instagram-profil. Her har man allerede en eksisterende brugerskare, som man ved interesserer sig for virksomheden.
Der er allerede flere virksomheder, der er i fuld gang med at udforske mulighederne ved Instagram Stories. Heriblandt Aarstiderne, der tager deres følgere med i køkkenet og til produktlanceringer. På én måde ikke noget nyt ift. hvad de normalt uploader på Instagram, men det kan gøres på en ny måde nu, hvor de blot uploader en masse videoklip, der så bliver til én samlet story. Det ville højst sandsynligt ryge i kategorien spam, hvis de havde uploadet samme mængde indhold på den ”gamle” måde.
Tilføj MSQRD og insights til Instagram Stories, tak
Vi kan ikke spå om, hvilke fremtidsplaner Facebook har for Instagram, men det vil være nærliggende at tro, at teknologien bag MSQRD bliver implementeret i Instagram Stories. Hvis du ikke kan huske MSQRD, så var det app’en der på ingen tid blev utrolig populær, da brugerne kunne tage billeder og video af dem selv som Leonardo DiCaprio, Bob Marley, dyr osv. Hvor er det nu, vi også kender det?
Nå ja, Snapchat Lenses. Men MSQRD blev som sagt meget populær – så populær at Facebook hurtigt købte virksomheden. Teknologien er endnu ikke blevet implementeret i hverken Facebook eller Instagram, men med Instagram Stories virker det meget oplagt, at det sker inden længe.
Fra day one har det været et problem for Snapchat, at virksomheder ikke har kunne måle noget som helst – udover hvor mange, der har set én del af en story. Men hvilken målgruppe er det? Hvor mange følger i alt? Hvor meget ser de af en story? Mange spørgsmål, som står hen i det uvisse. HVIS Facebook formår at rulle deres insights maskineri over på Instagram Stories, så er Snapchat lysår væk – hvis man altså alene ser på den front.
Læg dertil, at Facebook allerede er meget erfarne inden for annoncering. Så hvis det implementeres, som vi allerede kender det, som en self service via Facebook Ad Manager, så kan Instagram Stories hurtigt blive en klar favorit for virksomheder
MEN! Det hele afhænger som altid af brugerne. Hvis der ingen brugere er, så er der ingen værdi. Fordelen her er, at der ÈR brugere, de skal ”bare” tage en allerede kendt (og elsket blandt mange) feature til dem.
Lige meget hvad bliver det spændende at følge med i udviklingen.