Enorme kræfter er på spil i disse år. De seneste års teknologiske gennembrud indenfor dataforståelse, den allestedsnærværende computerkraft og etableringen af gigantiske sociale netværk har lagt bunden til en reformation af verdens virksomheder. Disse kræfter har skabt en ny dagsorden, hvor få virksomheder har magten mere end nogensinde tidligere.

Situationen er skabt af succesfulde amerikanske virksomheder som Apple, Google, Amazon og Facebook. Disse virksomheders eminente evne til at skabe positive overraskelser har fået forbrugerne til at skyde deres forventninger helt op i stratosfærisk højde, hvor mange øvrige virksomheder har svært ved at ånde. Virksomhederne har endda leveret så effektivt, at de alle er at finde på top 10 over verdens mest værdifulde virksomheder.

 

dres

Forbrugerne

I flere henseender har forbrugerne ændret sig hurtigere end mange virksomheder har været forberedt på*:

  • Produktet eller servicen skal være intuitiv og let at bruge
  • Produktet eller servicen skal være hurtig, da vi har ikke ret meget tålmodighed
  • Det skal være underholdende og sjovt at anvende produktet eller servicen
  • Der skal være mulighed for selvbetjening
  • Vi vil ses som personer og ikke bare som et kundenummer
  • Det skal have et menneskeligt aftryk, og ikke virke for automatiseret
  • Vi vil være en del af virksomheden og have indflydelse/medbestemmelse
  • Teknologien skal løse virkelige problemer, ikke blot skabe mere profit til ejerne
  • Teknologien må måske gerne blive en del af os selv, som f.eks. wearables

*Prof. Steven Van Belleghem is author of When Digital Becomes Human

Teknologien

Vi er kommet ufattelig langt på teknologifronten og har taget eksponentielle kvantespring ift. vores evne til at opsamle, strukturere og analysere de ufatteligt store datamængder. Udviklingen må forventes at accelerere i årene fremover og hjulpet godt på vej af gigantiske investeringer i udviklingen af kunstig intelligens, der skal bane vejen for at kapitalisere på den opsparede data, udvundet af sensorer, webtjenester, mobiltelefoner og meget andet.

Den teknologiske udvikling og forbrugernes ændrede adfærd vil til sammen forandre mange virksomheder til ukendelighed. Der skal tænkes i nye forretningsmodeller, nye måder at sælge sine produkter på, nye måder at tjene penge, anderledes måder at arbejde på, osv. Det vil unægtelig medføre forandringer af virksomhedernes etablerede siloer, der gennem flere årtier er blevet justeret og optimeret til at levere det nuværende produkt. Der vil blive behov for at tænke anderledes og inddrage nye ressourcer i udviklingen af nye produkter og tilbud, der kan tage kampen op om de lunefulde forbrugere. Vi husker vel alle, at Nokia frem til 2007 var verdens største og mest succesfulde producent af mobiltelefoner lige indtil at majoriteten af os skiftede mening og syntes at Apples iPhone var det, vi havde gået og drømt om – vi vidste det bare ikke, før vi så produktet.

Denne transformation kan ikke udskydes, og det er ikke muligt blot at effektivisere sig ud af den. De fleste virksomheder må vel også erkende, at det ikke er muligt at blive meget mere effektive end de er i dag. Behovet for forandring er langt større og kræver derfor fuld opmærksomhed fra topledelsen i årene fremover.

Så hvad gør I nu?

Begynd at sætte jer ind i hvorledes forbrugernes ændrede behov vil smitte af på jeres evne til at afsætte jeres produkt og service i årene fremover, og påbegynd den nødvendige transformation for at vedblive konkurrencedygtige. Det vil kræve både tid og ressourcer i form af bl.a. investeringer i IT-infrastruktur men også mere tid fra medarbejderne, som i de fleste virksomheder er spændt hårdt for i forvejen efter flere år med post-finanskrise effektiviseringer.

Vigtigst er dog at sætte en vision, der er tilstrækkelig stærk til også at virke transformerende på virksomheden som helhed, hvilket kan være en svær opgave, når man er fanget i sit eget verdensbillede.