Det er nu over to uger siden, at mere end 130.000 mennesker festede igennem på årets Roskilde Festival. En festival der blev dokumenteret i så stor stil, på blandt andet Instagram og Snapchat, at den næppe kan have gået nogens næse forbi – og slet ikke jer, der læser dette blogindlæg.

#RF15 sætter rekord på Instagram

Af de to medier er det kun på Instagram, vi kan se det samlede antal uploads, og her blev der igen i år slået rekord. På #RF14 er der blevet uploadet mere end 80.600 billeder og videoer, mens der på dette års hashtag, #RF15, er blevet uploadet 87.350 (pr. 23/7) – et tal der i øvrigt stadig vokser.

De fleste er sandsynligvis kommet sig over tømmermændene, men den tomme fornemmelse efter festivalen sluttede, den såkaldte Roskilde Blues, hærgede efterfølgende. Dette dokumenteres stadig på Instagram, hvor folk har uploadet mange billeder og videoer efter festivalen sluttede. Søndag d. 5. juli var dagen, hvor alt festivalgearet blev pakket ned. Dog ikke mobilen. Mandag formiddag var der ”kun” 76.750 uploads på #RF15. Det vil altså sige, at der efterfølgende er blevet uploadet 10.600 billeder og videoer, hvilket svarer til omkring 12% af det samlede antal.

Det er et meget interessant tal. Det er naturligt, at der bliver uploadet efterfølgende, men at tallet er så højt, var uventet. Og det bringer mig videre til sammenligningen mellem Instagram og Snapchat.

Snapchat er større end Instagram generelt i Danmark

I Mindshare laver vi årligt Reklameanalysen, og dette års analyse viser, at Snapchat har overhalet Instagram på både antal profiler og ugentlig brug.

22% af de adspurgte, der er mellem 15-70 år, har en profil på Snapchat mens 20% har en profil på Instagram. Hvis vi ser på udviklingen, så er antallet af profiler på Snapchat steget med 9 procentpoint, mens det på Instagram er 3 procentpoint. Hvis vi ser nærmere på det ugentlige forbrug, så bruger 19% Snapchat, og her er tallet 14% for Instagram.

Dermed kan vi konkludere, at Snapchat er større end Instagram på alle parametre.

slide 17

slide 18Var Snapchat større end Instagram under Roskilde Festival?

Spørgsmålet er måske snarere – hvor meget større var Snapchat? Jeg gad rigtig godt ligge inde med viden om hvor mange snaps, der er blevet sendt under Roskilde Festival. Det er desværre kun Snapchat, der ligger inde med det svar.

Min egen vurdering er, at der er blevet sendt flere snaps under festivalen, end der er blevet uploadet billeder og videoer på Instagram. Mange flere. Ud fra min egen oplevelse og en quick’n’dirty blandt kolleger og venner, så er der ingen tvivl om, at Snapchat er vinderen af her-og-nu-situationen. Det vil ikke komme bag på mig, hvis der er blevet sendt over 500.000 snaps under festivalen.

En af mine gode venner er generelt aktiv på både Instagram og Snapchat. I de fire dage han var på festivalen, uploadede han otte billeder på Instagram, og da jeg bad ham gætte på antal snaps, skød han på omkring 200. Generelt er det denne tendens, der er gennemgående blandt mange i mit netværk.

Danskere bruger medierne forskelligt

Men men men. Fordi det ene er større end det andet, betyder det jo ikke, at det er enten eller. Husk på, at Snapchat nok vandt under festivalen, men at der trods alt blev uploadet over 10.000 billeder og videoer på Instagram efterfølgende.

De to medier kan sagtens bruges forskelligt, og det gør de også blandt danskerne. Som tidligere skrevet er Snapchat i højere grad hurtige lige-nu-og-her-situationer, hvor det ikke gør så meget, at det hele ikke er helt perfekt. Det er accepteret. På Instagram kan man udvælge de bedste billeder og samtidig redigere i dem, så de lige får prikken over i’et.

Virksomheder skal også bruge medierne forskelligt

På samme måde kan virksomheder benytte medierne forskelligt. Fordi man efterhånden sidder med adskillige sociale medier, betyder det ikke, at man skal smide det samme billede og den samme tekst på alle steder. Det er der stadig mange virksomheder, der gør uden at tænke over det, og det kan blandt andet skyldes manglende kompetencer eller ressourcer. For det kræver mere, når man øger sin medieportefølje, men det bør være kalkuleret ind i regnestykket, før man udvider.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det samme billede eller den samme tekst ikke kan fungere på forskellige medier. Det er bare vigtigt at være opmærksom på mediets præmisser og arbejde ud fra disse. En god tommelfingerregel er altid at tænke på, hvordan man selv bruger medierne, og hvilke ting man selv synes godt om, når andre lægger det op.

Det gør DSB i forbindelse med deres kampagne #ViRejsende, hvor de sætter fokus på udvalgte rejsende. Ud fra interviews laver de en flot 15-sekunders film med undertekster, hvor personens historie bliver fortalt. Grunden til at den er tekstet skyldes, at mange ikke altid har lyd på deres telefon – slet ikke når de sidder i en tætpakket kupé i S-toget. De arbejder dermed ikke blot ud fra mediets præmisser, men også ud fra den måde brugerne benytter mediet på.

 

Forsidebillede