Du har nu mulighed for at tjekke, hvorfor en given annonce eller sponsoreret update dukker op i dit feed på Facebook. Som privatperson er der ikke så meget andet i det end et sjovt indblik i, hvad Facebook mener at vide om dig, og hvordan de auktionerer dig videre til annoncører. Som kommunikations- eller markedsføringsprofessionel får du en mulighed for at lure lidt på dine konkurrenters annonce- og segmenteringsstrategi.

Om du er det ene eller det andet, så får du her en kort guide til, hvordan du tjekker det – og evt. forbedrer dine egne indstillinger og dermed gør din brugeroplevelse på Facebook en tak bedre.

Du har helt sikkert prøvet at få en annonce i dit newsfeed på Facebook, hvor du tænker: Hvorfor søren rammer den annonce mig?!

Hvis du f.eks. lige er blevet forlovet er der en overhængende risiko – eller chance om du vil – for, at du som kvinde begynder at se annoncer for vægttab, fitnesscentre og brudekjolebutikker. Overvejer du at rejse kan det til gengæld være at dit feed fyldes med billige flybilletter, rejseforsikringer og rejseguides.

Algoritmen er efterhånden blevet ret god til at vise så relevante annoncer og sponsorerede updates som muligt, og Facebook tweaker den konstant, så annoncører tvinges til at forblive relevante eller betale ved kasse 1 for at ramme lige netop dig. Desværre er det endnu ikke alle der er lige skarpe på mulighederne eller udnytter dem til fulde, men i den perfekte verden rammes du altså kun af relevant annoncering, så din brugeroplevelse af platformen er så optimal som mulig.

Ish.

Okay. Det er et stykke vej endnu, men husk, at du selv fodrer Facebooks datamaskine via din klikadfærd, så nogen gange kender den dig måske endda bedre end du selv gør, og selv de bedste kan falde for lokkende overskrifter som ”you won’t believe what happened next!” eller hvordan det ser ud, når en fyr i en mentosdragt hopper ned i en pool af cola light 😉

Tilbage til guiden…

Sådan tjekker du, hvorfor annoncen rammer dig

Alle professionelle annoncører på Facebook ved, at en af platformens store styrker er muligheden for dybdesegmentering og skarpvinkling af indhold i forhold til målgruppe qua den data som platformen konstant indsamler om dig og dine præferencer.

Nu har Facebook sørget for, at også du kan få indblik i, hvorfor en given reklame eller et stykke indhold rammer dig. Og ikke bare det – du kan også fintune dine annoncepræferencer, så du selv er med til at styre, hvad der rammer dig.

Sådan gør du:

  • Klik på x eller v i øverste højre hjørne på en sponsoret opdatering (annonce) i dit feed.
  • Vælg: Hvorfor får jeg vist dette?

Herefter kommer der en melding, der fortæller dig hvorfor lige præcis du er blevet ramt af annoncen. Fx viser en videoplatforms annonce i mit feed, at den har ramt mig fordi jeg er interesseret i ”Online Advertising” og en anden annonce – der desværre rammer helt skævt – fortæller mig, at jeg er blevet ramt, fordi jeg bor i Danmark og er over 18 år (her er det ærgerligt for annoncøren, at annonceringen ikke er fintunet mere, når nu det er en rekrutteringsside til en lang videregående uddannelse, og jeg må siges at være langt fra den umiddelbare  målgruppe, da jeg netop er færdig med en sådan = skønne spildte annoncekroner). Husk dog, at Facebook kun viser den ene interesse/målretning, som annoncøren har fået lov til at købe dig på,* så det er altså stadig et begrænset indblik, og der er altid plads til optimering.

Hvis du vil gøre noget for din egen oplevelse, så hæng på lidt endnu…

Sådan ser du, hvad Facebook mener at vide om dine annoncepræferencer

Under informationen om, hvorfor du er blevet ramt af annoncen har du nemlig mulighed for at klikke videre til dine egne annoncepræferencer på Facebook. Du kan se en oversigt over mine kategorier og antal fintuningsmuligheder her:

billede

 

Når du er inde på dette skærmbillede kan du klikke ind på hver kategori og se, hvad Facebook har oplistet som de data, annoncører kan ramme dig på baggrund af. Og du kan også selv justere dem. Fx har jeg lige fjernet Champions League som præference. Okay okay – jeg var inde og fjerne ALLE hits med sport. I må købe mig på noget andet, hvis I vil i kontakt med mig.
Nu er min profil ikke nødvendigvis den bedste prøveklud, da jeg arbejder professionelt med sociale medier og som bivirkning deraf har en meget liberal tilgang til, hvad jeg liker, sider jeg følger og posts jeg interagerer med (ALT), hvilket resulterer i et noget broget og eklektisk resultat.
Men jeg synes stadig præferencerne er overraskende skarpe, hvis jeg sorterer bare lidt i informationerne: Fx kan jeg ud fra mine præferencer blandt andet læse, at jeg er en millenial med en voldsom afhængighed af iPhones og gadgets, en dansktalende technørd, der er gift og holder ualmindeligt meget af gin, burgere, memes og My Little Pony (tjek Danish Bronies ud – det er et genialt community).

Nu er det også mere end sjældent, at du som annoncør skyder efter alle disse specifikke kriterier, men ser man lidt bredere på mulighederne, så er jeg fx umiddelbart lækker for forhandlere af gadgets og iPhones. Og hvis du åbner en ny burgerrestaurant i København har du en oplagt chance for at få dine annoncekroner et par gange igen, hvis du rammer en som mig (og har et godt produkt naturligvis).

So that’s it – nu er du klar til at snage lidt i annoncørernes strategi og i Facebooks indsigt i dig og din adfærd på platformen – og husk så, at selvom denne mulighed er åbnet, så er det ikke sikkert, at Facebook fortæller dig alt, hvad de ved om dig. Data er trods alt big business, og det er din brugeroplevelse, der handles med.


Tak for tip om funktionen fra Mikael Lemberg. Global Product Specialist i Sitecore.

*Annoncering på Facebook kører via RTB (real-time-bidding), hvilket noget forsimplet betyder, at en annoncør opstiller nogle målretningskriterier, som de vil købe ind på at ramme en bruger på, og som så går i auktion, når en bruger opdaterer sit feed. Højeste bud vinder så auktionen og annoncen bliver vist i det pågældende feed.
Forsidefoto