Det kvidrende sociale medie Twitter melder nu sin ankomst på markedet for social musikdeling. Banen er i forvejen domineret af mange tunge spillere som f.eks. det store samarbejde mellem Facebook og Spotify og spørgsmålet er, om Twitter kan finde sin plads i mængden. Men måske der alligevel er grund til at tage sig i agt for Twitter – de har en enorm størrelse og kapacitet, de har et allerede velfungerede samarbejde med SoundCloud og 8 ud af 10 af de mest fulgte konti på netværket er musikere.

Hvordan virker det?
Tjenesten kommer ganske enkelt til at hedde Twitter Music, og bliver præsenteret som sin egen iOS app i løbet af den nærmeste fremtid. Når man bruger app’en for første gang vil Twitter foreslå, at man logger ind med sin profil, som vil personalisere musikoplevelsen baseret på dine sociale data. Rygtebørsen vil vide, at app’en kommer til at have 4 hovedmenuer: ’Suggested’ vil foreslå tracks fra de kunstnere du selv følger, og fra kunstnere som andre brugere du følger, følger.  Hashtagget ’#NowFollowing’ vil samle tracks som andre brugere du følger tweeter om. ’Popular’ vil samle de mest populære tracks, mens ’Emerging’ vil indeholde tracks fra up-and-coming kunstnere. Tjenesten er udviklet af software-virksomheden We Are Hunted.

Ingen trend
Markedet for social musikdeling er aldeles populært i øjeblikket. Spotify kan melde om 6 millioner Premium-abonnenter og Facebooks nye Open Graph-funktion vil om muligt kun yderligere intensivere opmærksomheden og brugen af Spotify. Ej må vi heller ikke glemme de andre mindre spillere som Deezer, Napster, Rara.com, Music Unlimited og Xbox Music. Men der er ikke tale om en dille eller trend, som vil forsvinde igen om nogle år. Med Twitters indtog på banen bliver tendensen af sammensmeltningen mellem musik og medier kun endnu tydeligere.

Værdig spiller
Ambitionen om at holde fast i Twitter-brugerne ved at udnytte indholdet optimalt (tænk Twitter Cards, Vine og nu Twitter Music) giver god mening. Kombinationen af Twitter og Soundclouds bedste funktioner vil sandsynligvis forstærke begge mediers brands og i sidste ende også forbedre oplevelsen for brugeren markant. Det virker til, at Twitter Music vil blive en del sjovere at bruge end andre sociale musikdelingstjenester. Du kan finde nye sange så let som ingenting, og nye brugere kan støde til og fra, som de vil. Twitters egentlige mål er at øge engagmentet ved at skabe mere relevant indhold. Som brand vil dette uden tvivl åbne op for flere integrerede sponsoreringsaftaler – Twitter Music Charts f.eks. – men også omfanget og størrelsen af samarbejdet mellem Soundcloud og Twitter vil for det rigtige brand uden tvivl vise sig at være et meget stærkt partnermedie.