Baggrund

Google har for nylig samlet alle sine fortrolighedspolitikker – Google Privacy Policy – i ét forenklet sæt vilkår, der gælder alle Googles produkter. Der er sket væsentlige ændringer. Som det vigtigste er både brugere og jurister bekymrede for manglen på en fravalgsmulighed. Naturligvis udnytter Googles konkurrenter som f.eks. Microsoft situationen til at skabe polemik og så tvivl om ærligheden bag Googles angivelige motiv om, at ændringerne gennemføres for at skabe enkelthed og ensartethed. Konkurrenterne hævder, at Google sætter sine egne interesser over brugernes, og at det reelle formål er at spore brugernes adfærd på tværs af hele produktporteføljen og øge annonceringsmængden via bedre data.

Detaljer

De nye ændringer i politikken betyder nye muligheder for brugere og annoncører. Virksomhederne vil være i stand til at køre annoncer på tværs af Googles produkter ud fra en forbrugers webhistorik. Kun aktiviteter, der logges, mens brugeren er logget på sin Google konto, kan bruges til målretning af budskaber på tværs af produkter. Facebook blev for nylig underlagt en undersøgelse i USA’s Kongres på grund af deres metode til konstant tracking, og det har Google klart taget ad notam. Den største nyhed i denne sammenhæng er, at det er første gang, at Google tilbyder denne type målretning på tværs af produkter. Kort fortalt:

  • Den nye politik erstatter over 60 eksisterende produktspecifikke fortrolighedspolitikker
  • De har foretaget en komplet omskrivning af Googles primære fortrolighedspolitik, så den er blevet enklere og mere læsevenlig
  • Google forklarer nu mere tydeligt, hvilke data, der indsamles, og hvordan data bruges
  • Det fremgår nu klart, at når man er logget ind, benytter Google data til at ”målrette og forbedre din egen personlige oplevelse på Google”
  • Google forsøger at være mere på forkant med indsamling af persondata

Implikationer

Fordelene for annoncørerne er enorme. Annoncørerne vil blandt andet få mulighed for at målrette budskaberne til specifikke brugersøgninger med betalte søgeordsannoncer baseret på brugerens YouTube historik. Et eksempel kunne være at eksponere brugere, der ser videoer om biler, for betalte søgeordsannoncer fra Ford. En integreret platform for målretning vil appellere til bureauer og annoncører alene på grund af bredden og dybden i Googles data- og aktivportefølje. Samtidig vil det hjælpe Google med at konsolidere salget på Googles displaynetværk, der har været bagud i forhold til andre som for eksempel Facebook. Ændringerne vil også støtte indsatsen omkring Google+, da annoncørerne får mulighed for at udnytte personlige data til målretning på verdens bedste søge- og videosider, og den mulighed har Facebook ikke for indeværende.

Resumé

Den nye fortrolighedspolitik kan give anledning til bekymring blandt Googles brugere med hensyn til, hvordan virksomheden udnytter de trackinginformationer, der indsamles. Google konkurrenter vil have travlt med at bære brænde til bålet, selvom det i sidste ende kan bevirke, at de underminerer deres egne ambitioner med hensyn til at udnytte data til lignende målretning på tværs af platforme. Google vil dog sandsynligvis fortsat forsvare de nye tiltag, både af konkurrencemæssige årsager og ud fra deres overbevisning om, at deres tiltag er etisk korrekte, gennemskuelige og i sidste ende skaber en mere personlig oplevelse for brugeren.

 

/Per Bang Jensen