Børns forbrug af TV er steget markant i de seneste år. I 2010 ser danske børn i alderen 3-11 år i gennemsnit TV knap 2 timer om dagen. Det svarer til en stigning på 40% siden 2004. Der er fortsat lang vej til vi får amerikanske tilstande, for i landet med de mange muligheder ser børn i gennemsnit TV 3 timer om dagen. Faktum er, at vi nærmer os. Udfordringen for tv-stationerne er hvem, der vinder børnenes ekstra seertid.
Disney´s erobring
Udbuddet af børneprogrammer og stationer rettet mod børn er steget eksplosivt gennem de sidste 5 år. I 2004 sad DR1 og TV2 på ca. 60% af den tid, som børn tilbragte foran fjernsynet. Et program som Disney Sjov kunne samle op mod 40% af de danske børn foran tv’et fredag aften, mens TV2 i deres morgenflade i weekenden havde seertal på op mod 14% med programmer som Totally Spies! og Hamtaro.
For både DR1 og TV2 var børnefladen dog begrænset til et par timer på hverdage samt lørdag og søndag morgen. De eneste stationer, der for alvor rettede sig 100% mod børnene var Cartoon Network og Fox Kids (nu Disney XD). Med en seerandel på 12% i 2004 kan man dog diskutere, om ikke Cartoon Network reelt var den eneste tv-station, der for alvor havde fat i børnene. Sådan skulle det dog ikke blive ved med at være. Billedet ændrede sig nemlig markant, da Disney Channel for alvor kom på banen i efteråret 2004. Allerede efter et par år sad kanalen på 16% af de danske børns seertid – en andel, der i 2009 var steget til over 20%. Børnene havde talt. De ville have deres “egen” station, som de kunne identificere sig med.
Ramasjang vender udviklingen
I samme periode, som Disney vandt de unge seere, tabte TV2 seerandele. I 2004 var stationens andel ca. 24% – 6 år senere var den faldet til et rekordlavt niveau på under 12%. Også DR1 oplevede et markant fald i deres andel af børnenes seertid.
Med introduktionen af børnekanalen Ramasjang har DR1 dog formået at vende en share nedgang til fremgang for Ramasjang og DR1 tilsammen i 2010. På blot et år har Ramasjang fået en seerandel blandt børnene på næsten 14%.
Udover den store fremgang, Ramasjang har skabt i 2010, har relanceringen af Jetix til Disney XD også vist sig at være en succes. Stationen ligger på en markant højere seerandel i 2010 sammenlignet med de foregående år. En del af forklaringen er uden tvivl, at Disney XD har taget seerandele fra Disney Channel ved at overtage nogle af de stærke programmer, som tidligere har kørt på Disney Channel.
Nickelodeon er ligeledes for alvor ved at få fat i det danske marked efter stationen i 2009 blev kommerciel.
Hvad betyder det for børnenes tv-vaner?
Udviklingen på markedet, har betydet, at tv-seningen blandt børn i dag er langt mere fragmenteret end tidligere. De gennemsnitlige seertal for et børneprogram er faldet betydeligt i forhold til 2004, og der er langt flere stationer, så de yngste seere har reelt mulighed for at se børneprogrammer fra tidlig morgen til sen aften.
Det eneste program, som stadig kan mønstre tocifrede seertal er Disney Sjov fredag aften på DR1. Hos rigtig mange børn og forældre er dette “børneslot” så indgroet, at familien ser programmet som en helt naturlig start på fredagshyggen.
TV2 under pres
I 2010 handler udfordringen for planlægning og eksekvering af børnekampagner på TV i høj grad om TV2.
TV2 har traditionelt været den station, der har skabt bedst dækning, men i 2010 kan man konstatere et markant fald i seertal. For 5 år siden havde stationen programmer, der ramte op mod 12% af børnene. I dag ligger topscoreren på ca. 4%. Nettodækningen på kampagner er således faldende, og TV2’s “børnelager” er kraftigt reduceret. Kombineret med en stigende efterspørgsel efter børneprogrammer op mod jul, har det betydet markante prisstigninger på TV2.
TV2 er naturligvis stadig en vigtig spiller – og som annoncør er man fortsat nødt til at have TV2 med på mediaplanen, hvis man vil opnå en fornuftig dækning. Stationens betydning aftager dog i takt med at seertallene falder, og de kommercielle børnestationer får øget penetration og vækst i seertal. Kan Disney XD og Nickelodeon fastholde deres vækst, og kommer Cartoon Network tilbage på sporet i 2011, er det således ikke udelukket, at de tre stationer tilsammen vil kunne udgøre et reelt alternativ til TV2 i de kommende år.