Googles nyeste format for betalte søgninger, Video Extensions, tilbyder et nyt niveau af brugerinvolvering og brandingmuligheder for annoncørerne. Det er en logisk efterfølger til de billedbaserede Product Extensions Ads, der blev introduceret tidligere i år, og Video Extensions Ads er for brugerne en ny måde at interagere med annoncørerne uden at skulle forlade søgeresultatsiden i Google. Der er ind til videre kun åbnet op for disse nye muligheder i USA, men det fortventes at komme til Danmark i 2011 og helt enkelt revolutionere brugen af video annoncering.

Video Extensions vises under standard tekstannoncer, og de afspilles, når brugeren åbner den ekspanderbare plusbox. De afregnes på en pris-pr.-afspilning basis, når de har spillet i 10 sekunder (til samme pris-pr.-klik budpris som den ledsagende tekstannonce).  Brugeren kan enten klikke på URL-linket i videoen eller på tekstannoncen ovenover, og brugeren kommer herefter til annoncens landingsside uden yderligere omkostninger for annoncøren.

Konsekvenser

Introduktionen af Video Extensions er et vigtigt trin i udviklingen af betalt søgning, der giver annoncørerne mulighed for at kombinere brandingkampagner med den mere målrettede PPC-annoncering (pay-per-click). Video Extensions kommer til at udvide mulighederne i en kanal, der hidtil primært har været en markedsføringskanal baseret på direkte respons, fordi teknikken øger kanalens evne til at skabe brandinvolvering og brandkendskab.

Den nye Video Extensions teknik vil også forbedre funktionaliteten i pay-per-click annoncering, hvor den kan bruges til at vise produktdemoer, preview-visninger, virksomheders imagevideoer, TV-annoncer, trailere og virale annoncer – og meget mere. Det vil ikke kun tilskynde annoncørerne til at lave spændende nyt videoindhold, men også til at eksponere eksisterende videomateriale, der ellers ikke får den ønskede eksponering.

Som en konsekvens af brug af Video Extensions må gennemkliksraten (CTR) og den genererede trafik fra en konkret kampagne forventes at falde.  Men kvaliteten af de besøgende og de leads, der genereres, vil være højere, da Video Extensions indholdet kan prækvalificere klikkene og sørge for, at kun de mest interesserede brugere klikker igennem til annoncørens hjemmeside.

Endelig må det være realistisk at antage, at det at udvide de betalte søgeannoncer med videoindhold er sammenligneligt med displaynetværkets rich media annoncer, når vi ser på deres evne til at skabe brandinvolvering hos annoncørens potentielle kunder.  Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at i modsætning til displaynetværket vil betalte søgeannoncer på Google konkurrere med de naturlige søgeresultater, der traditionelt af brugerne opfattes som mere “troværdige” end de sponsorerede annoncer.

Resume

Google Video Extensions annoncer tilbyder annoncørerne en spændende ny mulighed for at involvere brugere, der foretager Google søgninger, med brandet rich media indhold, mens brugeren er på Google søgeresultatsiden, og dermed prækvalificere trafikken til hjemmesiderne. Introduktionen af videoelementer i betalte søgeannoncer er et logisk næste skridt efter de billedbaserede Product Extensions annoncer og i tråd med stigningen i universelle søgninger skaber det en rigere brugeroplevelse for søgerne via blandingen af forskelligt digitalt indhold.

Fremtiden skal vise, med hvilken detaljeringsgrad Google vil stille viden om brugernes brug af videoindholdet til rådighed for annoncørerne, og hvordan den viden kan anvendes til at optimere kampagnerne.