Tik Tok er efterhånden på alles læber. Små, korte videoer med catchy sange og sjove danse, som stadig kører på replay, når vi forlader appen. Nu har et lignende format fundet vej til Instagram, men er det bare endnu en gimmick, som vi aldrig helt får udnyttet?

Din Instagram-app får aldrig fred. Shopping, Stories, IGTV og nu Reels er bare få ud af mange funktioner, som for nylig har taget formatet til nye højder. Vink farvel til bare at like og kommentere venner og bekendtes opslag, hvis du vil tage dit Instagram-game skridtet videre. Men først: hvad er fidusen overhovedet ved det der Instagram Reels?

Reels er Instagrams version af det kinesiske Tik Tok – og sammenligningen er nærmest en-til-en. Begge formater gør det muligt at skabe korte brugergenerede videoer, som kan tilsættes musik, filtre, GIFs, tekst og listen fortsætter. Tik Tok har lynhurtigt fundet vej til særligt de helt unge generation Z-hjerter, hvor nye stjerner fødes og får afsæt til deres karriere i mediebranchen. Nu vil Instagram også have en bid af kagen.

Hvordan fungerer det?

Ved brug af hashtags eller delinger i din egen story, kan du helt organisk sætte dit brand på Reels-landkortet og øge dit reach. Desuden kan Instagrams egen ’For You Page’ – nemlig det nye Reels Explore Feed – målrettet eksponere dine videoer til udvalgte brugere baseret på lokalitet og content. Og Instagrams klassiske algoritme gør sig også gældende her. Jo flere likes, kommentarer og delinger dine Reels får, desto mere eksponering får de. Derfor kan der potentielt være stor værdi i at tage de kreative briller på og lege klippe klistre med den nye funktion.

En anden væsentlig fordel ved Reels er integrationen i brugerens samlede Instagram-oplevelse. Slut med at hoppe fra app til app, når der skal shoppes, laves stories, eller noget helt tredje. Alt er samlet i én og samme app og er med til at skabe den sømløse brugeroplevelse, som så mange efterhånden efterspørger. Desuden er der også rig mulighed for at vise en ny og mere upoleret side af dit brand. Den brede vifte af populære sange og sjove effekter, der kan ledsage hurtige klipninger af videoer fra din egen kamerarulle, kan vække interesse fra en ny målgruppe, hvis ’attention span’ måske kun er på få sekunder.

Er det noget for dit brand?

I forhold til de konkurrerende apps på markedet eller Instagrams øvrige funktioner, som Stories og IGTV, er Reels ikke just en banebrydende tilføjelse. Alligevel kan det, som før nævnt, være en værdifuld tilføjelse til din SoMe-strategi, hvis du har overskuddet til at gå all in. Det er aldrig godt at være med, bare for at være med. Kedelige og halvhjertede forsøg kan hurtigt fjerne fokus fra dine andre sociale kanaler og virke useriøst. Tag derfor arbejdshandskerne på og giv dig i kast med Instagram Reels, hvis det giver mening for dit brand.

3 ting du skal overveje, før du giver dig i kast med Instagram Reels

  1. Hvordan vil du bruge Reels? Afhængig af dit brands produkt eller service, er det en god idé at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan du vil bruge Reels. Mulighederne er mange. Vis dit produkt eller service frem på en ny måde, tag følgerne med behind-the-scenes eller giv den gas med how-to’s, guides og andet, som dine følgere kan få gavn af.
  2. Hvem er din målgruppe? Som med alle andre sociale kanaler, er det altid vigtigt at have sin målgruppe in mente. Hvis du ikke kan forestille dig, at din målgruppe vil råbe hurra for hurtige klip, høj musik og sjove GIFs, er der stor chance for, at de heller ikke vil forstå din færden på Reels.
  3. Har du tid? Det lyder måske nemt at bikse en 15-sekunders video sammen og bum, så har du både nye følgere, flere salg og et brand, der booster af kreativitet og overskud. Sådan forholder det sig bare ikke helt. Det kræver tid og engagement, hvis du konsekvent vil lave Reels, der både har værdi for dit brand og dine følgere. Prøv det af, hav det sjovt og vurdér så, om det er værd at have med i din næste SoMe-strategi.

Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Junior Kommunikationsrådgiver, Social Media Bureau, Kamillia Højby Si-Salah, kamillia.hojby@mindshareworld.com