Facebook præsenterede tips og nye insights ved konferencen “The Agency Accelerator program”, der fandt sted på Facebook HQ i Silicon Valley  i maj 2018. Jeg lyttede flittigt med, da Facebook fortalte om Facebook kulturen og da deres innovationsafdeling rullede deres pipeline ud for et publikum, der havde store forventninger til ideernes omfang. Ideer som jeg tror kan blive skelsættende for, hvordan Facebook kan blive en partner på outdoor.

Første punkt på agendaen var kultur, som i stor stil, guider Facebook’s egen innovationsafdeling, der ikke er underlagt at tjene penge på deres koncepter. Innovationsafdelingen lever og ånder derimod for at leve op til Facebooks slogan:

Facebook is a social utility that connects you with the people around you”.

Med en ambition om at forbinde alle verdensborgere, har innovationsafdelingen defineret to mål, der skal gøre dette muligt. Det første mål er at skabe internetadgang til alle, og det andet er, at skabe nye måder at kommunikere på. Der er tale om en spændende og ambitiøs målsætning, og innovationsafdelingen har lagt en interessant og kreativ plan for at kunne komme i mål.

Internetadgang til alle

I dag lever ca. 4 milliarder mennesker uden adgang til internettet, hvilket er over halvdelen af jordens befolkning. Det er et vigtig skridt i fremtidens digitalisering, som både Facebook og Google anerkender. Mens Google vil gøre det ved at sende luftballoner i luften, arbejder Facebook på en soldreven drone, der skal flyve i ca. 20 kilometers højde.

Det er ikke kun udkantsområder, der lever uden internetadgang. Også i storbyer med mange høje bygninger, kan der være udfordringer med at nå et godt signal til internettet. Facebook måler internetstyrken i udvalgte storbyer, hvilket er en viden, de bruger til at planlægge placering af internetforstærkere i lygtepæle i udvalgte storbyer.

Nye måder at kommunikere på

Facebooks innovationsafdeling arbejder også på at udvikle nye måder vi skal kommunikere med hinanden på. Det kom ikke som en overraskelse, at pilen peger på VR og AR, som kommer til at skabe et ekstra lag i forhold til de online samtaler vi i dag har på  Skype og Facetime.

Facebook har allerede kommet med deres bud på hvordan VR kan bruges til at mødes som avatar. Denne idé er Facebooks innovationsafdeling dog på vej væk fra, og arbejder i stedet på en løsning, hvor dit ansigt og dine kropsbevægelser vil blive optaget. Målet er at skabe oplevelsen af at stå overfor den person, som du kommunikerer med. Den samme fake-fysiske tilstedeværelse arbejder Facebook på via skærmdeling, således at du kan se film sammen med andre, uden at være i samme rum. Facebook Oculus Go har også gjort VR mere tilgængeligt ved at alt hardware er i headsetet, så man ikke længere behøver at tilslutte en computer.

Hvad vil denne udvikling betyde for annoncører?

Internetadgang til alle vil ikke være skelsættende for Danmark, da vi er så teknisk langt fremme. Annoncerer du kun nationalt, vil det derfor næppe have den store betydning for dig.

Et stort potentiale ligger derimod i boosterne af internettet, der kan gøre os klogere på forbrugernes placering. Denne viden kan bruges af Facebook til at lave målinger på outdoor annoncer, som All Unite gør det i dag.

I en tid hvor digital outdoor vinder frem, udgør det et interessant potentiale, der ville kunne gøre det muligt, at købe outdoor igennem Business Manageren, og dermed skabe en seriøs konkurrence til Airmagine, der i dag sælger programmatisk outdoor i Københavns Lufthavn.

Ovenstående er selvfølgelig vilde forestillinger, da Facebooks innovationsafdeling ikke arbejder kommercielt. Så denne idé får de gratis.