Baggrund

Google lancerede for nylig ‘Search Plus Your World’ (SPYW) som en massiv styrkelse af indsatsen for at gør søgning mere personaliseret. Det indebærer, at personer, der foretager en søgning, og som har en Google+ profil, kan se personlige ting i søgeresultatet som f.eks. private billeder fra deres egen eller venners profil. Det betyder også, at sider fra Google+ generelt får en langt højere eksponering på søgeresultatsiderne. I bund og grund er det blot Googles næste skridt i bestræbelserne på at skabe søgeresultater, der filtreres efter brugeren, men metoden, de har valgt at anvende, har afstedkommet nogle løftede øjenbryn.

Detaljer

Reaktionerne på ‘SPYW’ har været blandede. Nogle ser det som næste skridt på vejen til at få søgning og sociale medier til at smelte sammen. Andre ser det som endnu et forsøg fra Googles side på at skævvride de ”objektive” søgesider for at fremme adoptionen af Google+ og konsolidere deres kvasimonopol inden for søgning og samtidig sætte pres på Facebook og Twitter i de sociale mediers verden.

Der er visse faktorer, der får SPYW til at virke tiltalende, ikke mindst den teoretiske stigning i antallet af hyperrelevante søgeresultater og mere geomålrettet indhold. Men den fremtrædende rolle, som søgeresultater fra Google+ tildeles, får det dog til at virke noget påtvunget, når man tager antal brugere og trafik i betragtning sammenlignet med Facebook, Twitter og andre.

Implikationer

I øjeblikket påvirker ‘SPYW’ kun 25% af brugere, der søger på Google.com på engelsk, samtidig med at de er logget ind på et Google produkt. De får mulighed for at se søgeresultater, der er personligt tilpasset til deres interesser og forbindelser, og de skal fravælge funktionen, hvis de ikke ønsker at benytte den.

Det er kun et fåtal af brugerne indtil videre, men der er næppe tvivl om, at Google vil skubbe produktet ud til en større målgruppe. Under alle omstændigheder ser det i første omgang ud til at være en god metode til at udvide Google+’s målgruppe i antal, så man nærmer sig Twitter (det kommer til at kræve en del mere at nå op på siden af Facebooks 800 millioner brugere). Det vil sikkert også medføre, at brandvirksomhedernes markedsfolk vil begynde at interessere sig for at få en Google+ profil op at køre, for dermed at blive inkluderet i søgeresultaterne.

Grupper, der varetager persondatasikkerhed og privatlivets fred, har dog allerede henvendt sig med det formål at få Google til at rulle det nye produkt tilbage. FTC undersøger aktuelt, om Google kan beskyldes for at misbruge sin dominerende position inden for søgning, og her spiller effekten af ”SPYW” en rolle, da sider som Twitter og Facebook ikke opnår det samme ”løft” i søgesammenhæng, som Google+ profilerne får.  Google hævder, at det skyldes, at de andre sociale platforme ikke ønsker at samarbejde. En påstand, som naturligvis afvises af både Facebook og Twitter.

Resumé

Google+ er helt tydeligt stadig en opkommende platform sammenlignet med Facebook, og dermed er det også stadig for tidligt at forudsige, hvilken grad af succes “SPYW” vil få. Det, der til gengæld står klart, er, at Google mener, at de fremtidige forretningsmuligheder afhænger af at skabe en søgemaskine, der leverer reelt personlige og sociale søgeresultater, og det skal helst være før en konstellation af Facebook, Twitter og Microsoft kommer dem i forkøbet. Men for nuværende er der ingen garanti for, at lovgiverne i USA og Europa vil lade ’Search Plus Your World’ fortsætte, så længe konceptet udelukker Googles primære konkurrenter.