Vi har alle lagt mærke til, at vores Facebook-’home’ ikke ligner sig selv. Facebook har lanceret nye opdateringer, og det første vi møder på Facebook er et nyt news feed og den såkaldte Ticker. News feedet er designet sådan, at brugeren mødes af relevante nyheder på Facebook, mens tickeren til højre viser alt.
News feedet, som var omdrejningspunktet før, bliver hurtigt fyldt, og derfor finder Facebook nu mønstre i dine og dine venners handlinger, markeret som top story, så du kun ser det, der er relevant for dig.
Facebook forsøger at tilføje endnu et socialt lag til internettet, så brugerne kan dele deres handlinger nemt og hurtigt. Her er ticker omdrejningspunktet. Hver gang en ven agerer på Facebook, vises det i ticker. Man behøver ikke længere at like, men i stedet kan man definere en handling ved at beskrive den, fx ’Caroline læste en given bog’. Det vil så figurere som en live-handling i dine venners ticker.
Hvad denne udvikling betyder for brands og pages, er det store spørgsmål. Fansenes interaktion på sider vil ses direkte i ticker, og dermed bliver det nemmere for venner at følge med i interaktionen – og måske også selv deltage. Ulempen er dog, at interaktionen forsvinder hurtigt, når tickeren opdateres. Ticker vil dog uden tvivl give en ekstra dimension til en interaktion med en side. Det vil figurere i news feedet og i tickeren, og samtidig kan en given post blive en top story, hvis flere venner interagerer med den samme post. På den måde kan det blive nemmere at ramme den ønskede målgruppe.
Ligeledes har Facebook genereret lister, der gør, at man kan få opdateringer fra forskellige grupper af venner. Det kommer i forlængelse af, at det nu er blevet nemmere at udvælge, hvilke venner m an vil dele sine opdateringer med. Subscriptions er også en mulighed for at udvælge, hvem man gerne vil have opdateringer fra, og det er nu muligt at følge personers statusopdateringer uden at være venner med dem. Det er et element, der også er med til at gøre Facebook mere relevant for den enkelte bruger.
Facebook-timeline
Timeline, der venter lige rundt om hjørnet, spås til at blive den nye profil. Når man skal opdatere, poster man til sin timeline i stedet for til en profil eller væg. Afgørende ved Timeline er, at man får mulighed for at gøre op med det standardiserede og i stedet vise alt det vigtige i sit liv. Man har fuld kontrol over sin timeline og kan selv bestemme, hvad der skal vises, og hvem der skal se hvad.
Fokus på Facebook er, at det handler om at dele det, du har lyst til, så dine venner også kan få glæde af det. Præcis denne bevægelse peger alle Facebooks forandringer imod. Facebook har indledt partnerskab med Spotify, MOG og Rdio, og snart bliver musik integreret i Facebook via en social app. Når man så lytter til en sang på fx Spotify – se artikel her – kan dine venner se det i tickeren og lytte til den samtidig med dig. Integration af video ligger i direkte forlængelse af musik-integrationen, og dette giver muligheder for flere brancher, især inden for musik og film, i at blive mere sociale.
Endnu en gang bliver det indprentet, at indholdet – og det deleværdige af slagsen – er altafgørende. Det yderligere fokus på delingsaspektet kan føre til, at brugerne bliver endnu mere vilde med at dele og affiliere sig med de enkelte brands, så længe indholdet er i orden, og det er jo bare en direkte opfordring til brands om at gøre det endnu bedre socialt.