Baggrund
Den 26. maj lancerede Google deres nye produkter Wallet & Offers. Wallet er et mobilbetalingssystem, der er designet til at gøre det enkelt og nemt at købe varer, vinde priser og få rabatter via din smartphone. Wallet vil blive understøttet af Google Offers, som er en direkte udfordring til Groupon. Offers vil give kunderne mulighed for at få en række kuponer, tilbud og andre initiativer fra brands og detailhandlere, som kan bruges med det samme, når de er betalt via Wallet. Google mener, at begge programmer drastisk vil øge deres mobilreklameindtægter samt ROI på de mange investeringer, som de allerede har foretaget på mobilområdet.
Detaljer
Google Wallet er en mobilapplikation, som i bund og grund erstatter fysisk kredit og loyalitetskort. Google har anvendt NFC chipteknologien for at gøre det muligt for forbrugerne blot at “taste, betale og gemme” via deres smartphones på enhver af MasterCards 311.000 globale ”PayPass” terminaler, som er installeret hos en række udbydere fra metroer til stormagasiner. Google tjener ikke noget på det faktiske køb af kreditkortet. Deres kommercielle model fokuserer på opbygning af mobilreklameindtægter ved at linke deres forskellige mobilprodukter og serviceydelser til at understøtte Wallet.
Forestil dig for eksempel en kunde, der bruger Goggle Goggles til at tage et billede af en udendørsreklame for Diesel jeans. Google Goggles leverer så søgeresultatet, som omfatter et Google Offer i form af dagens tilbud på et Diesel produkt. Google bruger sin mobil-geo-targeting-teknologi til at identificere, hvor du er, så søgeresultatet også omfatter et lokalt stormagasin komplet med et Google Map, der viser stedet. Kunden skal blot gå til butikken og bruge sin Google Wallet applikation for at betale for sine Diesel jeans og får omgående en Offers rabat på købet. Lignende kunder, der sandsynligvis vil købe Diesel jeans, vil modtage målrettede Google mobilreklamer baseret på deres tidligere adfærd og købsdata. Igennem hele denne proces vil Diesel og/eller stormagasinet reklamere hos Google på basis af en pris pr. aktivitet for at føre deres målgruppekunder hele vejen fra en udendørs og offline brandkampagne til et køb i butikken.
Implikationer
Smartphone betalingssystemerne har været længe om at komme i gang på de fleste markeder af forskellige grunde, herunder teknologiske begrænsninger og manglende accept fra de handlende. Google har arbejdet ihærdigt med Citibank og MasterCard for at skabe et enkelt og problemfrit system, som kunne sætte processen i gang. Men der mangler stadig noget. For det første skal antallet af smartphones med NFC-chip stige væsentligt fra det forholdsvis begrænsede antal i dag, selvom Google skønner, at der vil være over 50 mio. NFC-telefoner inden udgangen af året. For det andet skal antallet af PayPass handlende stige for at gøre systemet skalerbart og gennemgribende. For det tredje skal Google gøre alvor af deres planer om at tillade andre betalingskort end Citibanks MasterCard og deres forudbetalte kort at deltage i programmet.
Resumé
I sidste ende er Wallet og i mindre grad Offers’ succes afhængig af at få løst udfordringerne angivet ovenfor for at kunne gøre programmet så allestedsnærværende og brugervenligt som muligt. Spørgsmålet er, hvor langt Google vil gå for at støtte programmet. Vil de f.eks. give teknologien væk gratis, støtte det finansielt og/eller gøre platformen så “åben” som muligt. I dette tilfælde tyder Googles stadige fokus på mobiltelefoner og en kommerciel model baseret på stordrift og reklameefterspørgsel på en fast strategisk beslutning om at bruge deres mange penge på at fremme hele mobilmarketing økosystemet.