Consumer Electronics Show eller CES, som verdens største teknologikonference forkortes, blev afholdt i Las Vegas i midten af januar. #teammindshare var til stede, og her kan du finde de tendenser du skal holde øje med.

Selvom CES er en produktorienteret konference, har de anvendte teknologier og trends betydning for, hvordan du skal agere som annoncør og virksomhed de kommende år.

Stemmestyring styrer stadig

Selvom hverken Google Home eller Amazon Alexa er nyt, er de ikke til at komme uden om. Når du lancerer et nyt produkt, skal du gerne have disse mærkater på dit produkt.

 

 

Det er ikke længere nok at lancere en ny smart device, – den skal være forbundet til Google Home og Alexa, så du kan styre den med din stemme. Et eksempel er Nightingale, som er en ny device, der skal bidrage til bedre søvn ved at reducere støjen i soveværelset, der først og fremmest slår på, at den kan forbindes til Google Home og Alexa.

Derudover er Nightingale også forbundet med IFTTT, så den for eksempel kan synkroniseres med dine Philips Hue pærer, der langsomt begynder at slukke, når du sætter Nightingale på nat-tilstand. Smarte devices i hjemmet, der er forbundet til hinanden og forbedrer den samlede oplevelse for brugeren, er en trend vi helt sikkert kommer til at se mere til i 2018.

Hvad betyder det for din forretning?

Trenden med stemmestyring og automatisering har også betydning for dig, som ikke lever af at sælge devices. Med stemmestyringen vil vi som forbrugere blive eksponeret for langt færre udbydere, når Alexa eller Google Home optræder som filter og formidler. Hvis forbrugeren for eksempel søger efter en elektriker, skal vi regne med, at vi kun bliver præsenteret for 2-3 resultater. Derfor bliver SEO-målrettet stemmestyring en ting, som du som virksomhed skal have styr på, når stemmestyring devices slår igennem i Danmark.

Stemmestyringen og automatiseringen kan også komme til at betyde, at forbrugerne bliver mere loyale overfor dit brand, hvis det automatiske køleskab eksempelvis programmeres til at bestille det samme som sidst. Det betyder derfor også, at du for alt i verden ikke vil have, at forbrugeren går over til en konkurrent. Derfor bliver det kun mere vigtigt, at du i fremtiden overholder dine forpligtelser overfor forbrugerne ved at levere det rigtige til tiden og yde en ekseptionelt god kundeservice.

Alt bliver personaliseret

En anden gennemgribende trend var, at alle devices og services skal være tilpasset personligt til brugeren. For højtalerproducenterne handler det ikke længere kun om at lave de bedste højtalere, men også om at udvikle dem, der bedst kan tilegne sig brugerens musiksmag – og helst tilpasset deres humør, tidspunkt og situationen, som modtageren befinder sig i.

Det er ikke nyt, at forbrugerne skal være i fokus, men måden hvorpå masseproducerede produkter kan tilegne og tilpasse sig de egenskaber brugerne søger, er ikke set i samme grad før dette års CES. Det skyldes hovedsageligt de nye muligheder, der findes inden for AI. Brugen af AI er langt fra ny inden for annoncering, men i og med, at AI bliver mere udbredt, tegner der sig en udvikling inden for AI marketing software i 2018, hvor det bliver så let tilgængeligt, at selv mindre annoncører kan være med.

Den helt korte opsummering

  • Teknologien og devices connectes, især med Alexa og Google Home.
  • SEO bliver igen vigtigere grundet stemmesøgninger.
  • God kundeservice kan gøre, at forbrugeren forbliver i et automatiseret flow for genkøb.
  • Forbrugeren skal være i centrum via øget personalisering af både produktet og markedsføringen.

Vil du gerne vide mere om CES 2018, og hvilke trends #teammindshare havde fokus på, kan du downloade en mere fyldestgørende PDF, der også indeholder videoer fra Las Vegas.