Vi råber tit “ulven kommer”, når det kommer til trusler mod det kommercielle tv. Der er nemlig ikke nogen, der gider se TV, når der bliver uploadet 100 timers underholdning til Youtube hvert minut, og Netflix kun koster 79 kroner, synes ræsonnementet at være. Og det er i og for sig også rigtig nok. Men øjeblikkets største trussel mod kommerciel TV-seening er hverken streamingtjenester eller kattevideoer.
I går aftes skruede Danmarks Radio tiden 150 år tilbage, og leverede igen-igen en blockbuster, som rykkede 67% af de TV-glade danskere over på DR1, en helt almindelig søndag kl. 20:00.
Hele 1.690.000* seere sad bænket foran flimmerkassen, da premiereafsnittet af ‘1864’, den dyreste danske serie nogensinde, rullede over de skærmen. Det betød, at den kommercielle tv-flade stort set var rømmet for seere. Havde dramasatsningen i stedet været kommerciel og afviklet på TV2 i stedet, ville et 30-sekunders reklamespot koste i omegnen af 250.000 kroner. For én visning!
Så næste gang vi råber “ulven kommer” skal vi huske, at DR er en ulv i fåreklæder og i den grad hyler med blandt de andre i flokken.