Hvad har CD’er af Backstreet Boys med Fonas mediespend at gøre? En hel del. Vores samtid giver sig ikke kun udslag i hvilken musik, der brager ud af radioen men også hvem, der bruger flest penge på markedsføringsbudgetterne. Her kan du læse om de store spillere – for 15 år siden og i dag.
Kalenderen siger 1999, da fem mænd i stramme tanktops udgiver hit-singlen ”I Want It That Way”, og forelskede unge kvinder løber skrigende ned i nærmeste CD-forhandler for at udleve boyband-drømmen.
Dengang var ord som ”streaming” og ”digital musiktjeneste” ikke en del af det danske ordforråd, og musikannoncørerne Fona og CMC Records topper på markedet med en spending på henholdsvis 113 og 90 millioner kroner. Folk har siden da mistet interessen i den roterende skive, og Fonas tal er i dag faldet gevaldigt og røget af vinderpodiet med et spend på kun 23 millioner kroner i første halvår af 2014.
Mens CD-afspilleren er røget til storskrald, er telefonerne i stedet blevet hevet frem. Smart devices har i den grad overtaget vores liv, og telekrigen raser i dag med fire danske operatører solidt placeret i top 10. For 15 år siden var telefonen blot et stykke elektronik i baglommen, der skulle ringe og skrive, og TDC og Telia var på daværende tidspunkt til eneste operatører, der var til at finde på ranglisten.
Medievaner og forbrugerbehov er altså et konstant forandrende begreb – vi skal ikke mere end 15 år tilbage i tiden før annoncering i kuponhæfter lød på 122 millioner kroner årligt, og bannerannoncering og klikrater derimod var et ikkeeksisterende begreb. Siden 1999 har Hr. og Fru Danmarks skiftende behov derfor taget alle gamle annoncører ved næsen. TDC, L’oreal og Danske Spil er tre garvede annoncører, og de har har derfor formået at ligge på toppen i løbet af alle 15 år – lige fra da CD’erne var toppen af poppen til dagens digitale Danmark.