Ser danskerne overhovedet TV om sommeren – og hvad betyder VM i fodbold?
Lige så sikkert som den første sne hvert år udfordrer DSB, bliver vi som mediebureau hver sommer udfordret af annoncørerne: Giver det overhovedet mening at være på TV i sommerperioden, spørger de. Og det er altid et relevant spørgsmål – specielt i år hvor vejret har vist sig fra den virkelig pæne side.
Vi har tidligere i Mindshare beskrevet udviklingen i forhold til danskernes TV vaner. Stadig flere streaming-tjenester og underholdningsplatforme truer det gode gamle flow TV. Det er efterhånden gammel viden.
Men hvad sker der så, når det gode vejr ovenikøbet er på overarbejde? Lad os tage et hurtigt kig på tallene:
Vi ser specifikt på alle danskere over 12 år i de fire uger fra uge 29 til 32. Både seere på kommercielle og ikke-kommercielle kanaler får lov til at være med. Sammenholdt med april i år, er seningen ca. 13 % lavere. Så ja, ikke overraskende bliver der set mindre TV. Men noget TV bliver der dog set.
Billedet er dog noget anderledes, hvis vi sammenholder vores sommeruger med januar måned. I ugerne 1 til 4 er seningen ca. 54 % højere end ugerne 29 til 32. Vi ser – ikke overraskende – mere TV når det er koldt og mørkt udenfor. Derudover forstærkes vores trang til at sidde foran stuealteret i den mørke periode selvfølgelig også af, at stationerne lægger deres programmer med høj interesseværdi her.
Kigger vi lidt på tværs og sammenholder uge 29-32 i år med samme periode sidste år, er seningen faldet 3%. TV har dog stadig sin styrke som medie i kommerciel sammenhæng – også i sommerperioden, og specielt hvis man er Djurs Sommerland. Når alt kommer til alt betales der jo alene for de leverede TRP/kontakter.
Men Jakob, hvad med det der fodbold? Har det ikke har nogen effekt på seertallene.
VM i fodbold
Godt du spørger – jo det har det! I år var Suárez, Neymar og co. i aktion i Brasilien – det foregik helt specifikt i perioden 12. juni – 13. juli. Sammenholder vi denne periode med seertal for samme periode i 2013, så er seningen faktisk meget tæt på at være helt det samme (-0,6%).
Det virker måske ikke særlig imponerende, og man kan fristes til at sige, at det ikke har en effekt. Det er ikke rigtigt: Ser vi på det generelle fald i seningen på ca. 4,4 pct. fra 2013 til 2014 (uge 1 til 32) må vi antage, at VM har opvejet den nedadgående trend – i hvert fald så længe det stod på.
Det mest overraskende er dog måske, at VM ikke har påvirket tallene mere. Så sommertid er stadig skærmtid, men ikke for alle.