Sociale Videotjenester
Den 20. juni 2013 lancerede Instagram deres nye videofunktionalitet, som giver brugerne mulighed for at optage korte videoklip via platformen. En direkte konkurrent til resten af det sociale videomarked, men især et forsøg på at vinde markedsandele af den succes som Twitter har haft med deres videotjeneste Vine. Vi bringer her et kort overblik over de mest populære sociale videotjenester som findes på markedet i dag.
Instagram Video
Den nye dreng i video-klassen, Instagram, har nu givet sine brugere mulighed for at lave korte videoklip på op til 15 sekunder, lægge filtre ind over, stabilisere dem og slette dele af klippet, før det deles på Instagram. Brugerne får ikke mulighed for at overføre eksisterende videoer til platformen. Videoklippene skal således optages via app’en, og dermed bliver der ikke mulighed for direkte at overføre 15-sekunders TV-reklamer, som visse brands måske havde siddet og gnedet sig i hænderne over.
Nye muligheder
For virksomhederne kan de nye funktioner på Instagram give mulighed for at udnytte den eksisterende fanbase på Instagram mere effektivt ved at lave korte multimedieklip på ét sted. Hidtil har virksomheder, der ønskede at udarbejde og dele videoindhold, været begrænset til at benytte enten YouTube – hvor processen til oprettelse af indhold er forholdsvis kompleks – eller Vine, der forekommer at være den mest direkte konkurrent til den nye videofunktion på Instagram.
Vine
Vine blev lanceret af Twitter i januar 2013 og tilbyder lignende, omend dog lidt anderledes, funktioner. Vine videoerne er kortere og kører i loop, og det belønner de mest kreative brugere. Mange brugere synes dog, at det er vanskeligt at lave indhold af god kvalitet på platformen. Instagram video er mere fleksibel, og tillader 60% længere klip. Instagrams filter-, redigerings- og stabiliseringsfunktioner er også unikke, og de gør det lettere for virksomhederne at skabe indhold af god kvalitet.
Youtube vinder på SEO
Både Instagram og Vine videoer benytter #hashtags til at nå bredere ud end til egen fanbase. De er ikke SEO-egnede, da de ikke vises på Google eller andre søgemaskiner. Søgning efter videoer kan kun foretages på selve Instagram eller Vine app’en, hvilket i en vis forstand lukker systemerne om sig selv. YouTubes videoer er derimod dybt integreret i Google, og rangerer ofte højt i søgeresultaterne, hvilket giver Youtube en markant fordel frem for de to andre konkurrenter.
Er Vines dage talte?
Der er stadig en lang række virksomheder, der endnu ikke er kommet i gang med at bruge Vine, og som allerede benytter Instagram ift. billeddeling. Skulle disse virksomheder begynde at udnytte mulighederne i de sociale video medier vil de formentlig helt opgive Vine, specielt fordi Instagram har en brugerbase, der er 10 gange så stor som Vines. Kun tiden vil vise, om Facebook med Instagrams videofunktion kan reducere Vines succes til “6 sekunders berømmelse”, eller om branchen har plads til begge formater – og de mange andre, der formentlig vil komme til.