Sociale medier kom med web 2.0 bølgen og markerede et skift i vores brug af internettet. Vi søger ikke længere efter alt. Nu interagerer vi hellere, og har det i det hele taget rigtig godt med at fordybe os i alt hvad vores venner, familie, kolleger, konkurrenter og yndlingsmeningsdannere sender rundt af digitalt indhold via sociale tjenester. Al den sociale interaktion er nu i gang med at blive overført til søgemaskiner. Fremover kommer lokal og global social aktivitet på internettet til at være et væsentligt element i alle de resultater, maskinerne finder frem til os, når vi søger efter noget. Et nyt begreb ser derfor lyset – “Social Search”.
Sidste år ændrede Google deres algoritme fra at vise alle brugerne de samme resultater overalt på kloden til at vise personaliserede resultater, der var influeret af brugerens egen ageren på internettet. Nu kastes hele den sociale sfære så ind i dette mix. “Sociale signaler” kommer til at spille en vigtigere rolle i søgemaskinernes algoritmer og vil blive lagt over søgeresultater som et socialt lag. Social Search er fremtiden – det er det brugerne vil have – det er der indtjeningen ligger.
Igennem de sidste mange år har Google været den vestlige verdens foretrukne søgemaskine, men de har endnu ikke kunnet bide sig fast i Social Media. Facebook har derimod startet samarbejde med Microsofts søgemaskine Bing. De to virksomheders kerneydelser bliver i stigende grad integreret, og samspillet mellem Bing og Facebook betyder, at Googles position udfordres. Dog er der relativt set endnu så få brugere af Bing herhjemme, at den reelle konkurrence til Google på den korte bane ikke synes hård. Det ligner at et par små aktører som RockMelt og Quora, er længst fremme i udviklingen af et social search-produkt. Samtidig har ingen af de store digitale spillere – Google og Facebook – knækket nøden endnu. Det er de begge opsatte på at gøre, og der bliver krig.
Hvad gør Facebook?
Facebook og Microsoft er for længst gået sammen i et partnerskab om at levere søgeresultater via Bing, der visuelt integrerer likes og kommentarer fra dine Facebook-kontakter. Det sociale netværk har i øjeblikket over 800 mio. aktive brugere(kilde 1), hvilket gør Facebook til en mastodont og gør samarbejdet mellem Facebook og Bing særdeles interessant. Bing er den store satsning fra Microsoft på en søgemaskine, som skal kunne konkurrere mod Google, og søgemaskinen vokser fornuftigt især i USA, hvor Bing nu har en markedsandel på 14,1%(kilde 2). Samarbejdet mellem Bing og Facebook er blevet stærkere hen over det sidste år, og sammen har de indført en del tiltag for Social Search. F.eks. kan man via en Bing søgning efter en ven, se dennes Facebookprofil, adresse, arbejde m.m. Derudover kan man dele shoppinglister, se “likes” i søgninger, søge efter en by og få vist hvilke venner, der bor der. Mulighederne er mange og de vokser støt(kilde 3).
Noget af det som gør Facebook svær at komme udenom, er alle de muligheder man har med sin profil. F.eks. kan man med sit Facebook login efterhånden logge ind på rigtig mange tjenester på internettet. Seneste eksempel herpå er Spotify, som netop er lanceret i Danmark. Derudover bruger mange Facebook til at sende beskeder og til at chatte. Alt dette kombineret med, at Facebook for mange er blevet den første side man besøger på internettet, for at kommunikere med venner, se billeder, se hvad netværket har delt osv., gør deres alliance med Bing til en stor trussel mod Google. Kommercielt benytter flere og flere virksomheder også Facebook til at kommunikere med sine interessenter på. Nogle brands vælger endda deres Facebook side fremfor egen hjemmeside, når de vil have brugere på besøg. Webshops som ASOS er begyndt at sælge direkte gennem Facebook(kilde 5).
Spørgsmålet er så om folk fuldt ud vil anvende Bing/Facebook til almindelige søgninger fremfor Google? Der kommer om ikke andet nok til at gå noget tid i de lande (f.eks. Danmark), hvor Bing endnu ikke er rullet ud i nyeste version.
Hvad gør Google?
Google som har en markedsandel på over 60% i Vesten, har netop annonceret deres nye regnskab for Q3 på 2,73 mia. dollars i indtægter – en stigning på 26% i forhold til samme periode sidste år(kilde 6,7). Google har længe manglet et modsvar til den stigende interesse for sociale netværk og i særdeleshed Facebook. Vi har løbende kunnet følge med i Googles forsøg på at komme med på den sociale vogn, og det har bl.a. betydet nye produktlanceringer, såsom Google Buzz og Google Wave, der begge har haft meget begrænset succes.
Allerede i december 2010 indrømmede Google, at brugeraktiviteten hos Facebook og Twitter influerede deres søgeresultater. Men Google kan og vil ikke tillade, at aktiviteter på Facebook (deres største konkurrent), kommer til at dominere resultaterne i verdens mest populære søgemaskine. Det er stadig her, at Google tjener flest penge. Google bliver nød til at sikre, at de sociale data, der skal indgå i fremtidens algoritme, er ejet af Google selv. På scenen indtræder: Google +1.
Google +1
Konceptet Google +1 dækker over en række initiativer, der påvirker din søgning og giver dit online netværk indflydelse på dine søgeresultater. Det vil sige, at dine venners anbefalinger eller publiceringer på forskellige medier dukker op i din organiske søgning, som ses i billedet på næste side.
Google +1 knappen er på mange måder et modsvar til Facebooks “Like” knap. På samme måde har brugerne mulighed for at klikke “+1” direkte på søgeresultater, de synes godt om. Når en bruger +1’er noget, registreres det af Google sammen med oplysninger om siden. Brugerens +1 bliver så vist for andre som en annotering med profilnavn og et billede i Googles søgninger, som f.eks. Brian Walker i billedet på næste side. Det fungerer på den måde som digital “word of mouth”.
Det sker ikke kun på brugerens organiske søgninger. +1 knappen bliver en realitet på tværs af Adwords, organiske søgninger og displayannoncer via Social Search. Samtidig er +1 godt i gang med at blive integreret på websites – nøjagtigt som Facebooks Like knap er det i dag. Google +1 har på nuværende tidspunkt 40 mio. brugere og +1 oplever en hurtigere vækst end det var tilfældet med Facebook(kilde 8). Dog skal man huske, at man ikke helt kan sammenholde disse væksttal i forhold til Facebook, da Google i forvejen har mange brugere via deres andre produkter – f.eks. Gmail.
Effekten af +1
Effekten af +1 vil være, at digitalt indhold, som er blevet +1’et, med tiden vil rangere højere i søgninger og i brugernes sociale netværk, og derved styrke Googles målsætning om en socialisering af Search. Men netop informationerne om brugernes sociale netværk er en hæmsko for Google.
I modsætning til Facebook har Google ikke adgang til et omfattende netværk af brugere med oceaner af personlige informationer. For at +1 bliver tilgængeligt for brugerne, kræver det en Google-konto, samt at man er logget ind når man browser rundt på internettet. Dette kan være med til at gøre det svært for Google +1 at slå rigtigt igennem med det samme. Googles salgstale lyder, at trafikken bliver af en højere kvalitet, da dine venner har godkendt den. Desuden bliver +1 en faktor inden for organisk søgning sammen med Twitter, Flikr mfl.
Hvad byder fremtiden på?
Social Search er fremtiden. Søgemaskinerne bliver nødt til at udvikle leveringen af søgeresultater til brugeren, der reflekterer hvad venner og meningsdannere interagerer om. Løsningen lader til at være søgeresultater, der i højere grad er baseret på semantik, sociale sfærer, global og lokal buzz. Kampen mellem Google på den ene side og Facebook & Bing på den anden vil fortsætte ufortrødent. Konflikten bliver katalysator for den konvergens, der lige nu presser de to discipliner til at tilpasse sig samme digitale miljø. Det kan sagtens være, at denne kamp vil kaste en masse innovative løsninger og produkter af sig, vi kan høste. Men, som brugere må vi dog også håbe på en langvarig konkurrence inden for Social Search. Vi ser allerede i dag, hvor meget magt både Google og Facebook har indenfor hvert deres felt. Tanken om et monopol er skræmmende.
Denne artikel kommer fra det trykte magasin ‘Markedshorisont’, som udgives af Mindshare. Du kan tilmelde dig og læse mere ved at klikke her.
Kilder:
1. http://www.facebook.com/press/info.php?statistics
2. http://www.comscore.com
3. http://www.pcworld.com/article/228057/bing_facebook_deepen_ties_threaten_ google_1.html
4. http://www.bengardiner.co.uk/2010/10/one-to-watch-bings-collaboration-withfacebook
5. http://www.marketingweek.co.uk/disciplines/digital/asos-unveils-facebookstore/ 3022415.article
6. www.comscore.com
7. http://news.yahoo.com/google-q3-9-72-billion-revenue-google-40m-163700562.html
8. http://google-plus.com/2291/google-user-base-has-crossed-40-millions-andgrowing- official-statistics-from-google-ceo/