Af Kristoffer Ellebye Larsen & Sebastian Østfeldt
Google lancerede i sidste uge den nye feature +1 som et led i planen om at gøre søgemaskinen mere social. I gennem de sidste mange år har Google været den vestlige verdens foretrukne søgemaskine, men banen er for nyligt blevet kridtet op med samarbejdet mellem Facebook og søgemaskinen Bing, der er ejet Microsoft. De to virksomheders kerneydelser bliver i stigende grad integreret, så man f.eks. kan tilføje Facebook-venner direkte i en søgning på Bing eller omvendt lave organiske søgninger på Facebook. Samspillet mellem Bing og Facebook betyder, at grænserne for søgninger og sociale netværk bliver mere utydelige og Googles position udfordret. Bing Social Search Det er med andre ord en torn i øjet på Google, som i forvejen ikke er bedste venner med Facebook. Kampen er skudt i gang!
Social search
Vi har løbende kunne følge med i kampen, der bl.a. har betydet produktlanceringer fra Google, såsom Google Buzz og senere Google Wave, der begge har haft begrænset succes. Google beskriver i dag disse initiativer, herunder det nye koncept +1, som Social Search. Det skulle angiveligt være for at give brugere mere relevant og meningsfyldt indhold. Derudover har Google annonceret, at de ønsker at give brugerne mere kontrol over deres data og måden hvorpå, den deles, hvilket står i kontrast til den kritik, som Facebook har oplevet i forhold til deres håndtering af persondata. Google vil bl.a. være med til at styre dette gennem konceptet, Google Circle som oversvømmede nettet for godt en måned siden.
I USA har Google Social Search.indtil videre dækket indhold delt gennem medier som Flickr og Twitter samt Google blogs, men nu tager Google endnu et skridt i socialiseringen af deres søgemaskine med deres nye Feature +1.
Google +1
Konceptet Google +1 dækker over en række initiativer, der påvirker din søgning, og giver dit online netværk indflydelse på dine søgeresultater. Det vil sige, at dine venners anbefalinger eller publiceringer på forskellige medier dukker op i din organiske søgning – se billede.
Google +1 knappen er på mange måder et modsvar til Facebooks ”Like” knap eller StumbleUpon.com. På samme måde har brugerne mulighed for at klikke ”+1” direkte på søgeresultater, de synes godt om. Når en bruger +1’er noget, registreres det af Google sammen med oplysninger om siden. Brugerens +1bliver så vist for andre som en annotering med profilnavn og et billede i Googles søgninger, som f.eks. Brian Walker i ovenstående billede. Det fungerer på den måde som digital ’word of mouth’.
En vigtig pointe er her, at det ikke kun er på brugerens organiske søgninger, men at +1 knappen bliver en realitet på tværs af betalte, organiske søgninger, annoncer via Social Search og snart på alle andre Google platforme også. Samtidig vil +1 blive integreret på websites – nøjagtigt som Facebook’s Like Button er det i dag.
Effekten af +1
Effekten vil være, at sider som er blevet +1’et vil rangere højere i søgninger og i brugernes sociale netværk, hvilket styrker Googles målsætning om en socialisering af Search. Men netop informationerne om brugernes sociale netværk er en hæmsko for Google.
I modsætning til Facebook har Google ikke adgang til et omfattende netværk af brugere med oceaner af personlige informationer. For at +1 bliver tilgængeligt for brugerne, kræver det en Google-konto, som består af Gmail chatvenner, Google Contacts, Google Buzz osv. Hvilket kan være med til at gøre det svært for Google +1 at slå rigtigt igennem nu og her.
Googles salgstale lyder, at trafikken bliver af en højere kvalitet, da dine venner har godkendt den, og derfor bliver CTR (click through rate) bedre. Desuden bliver +1 en faktor inden for organisk søgning sammen med Twitter, Flikr osv. Det interessante er, i hvor høj grad det vil påvirke arbejdet med SEO. Der er ingen tvivl om, at +1 potentielt kan blive endnu en strategisk faktor, der skal tages med i beregningerne, når der skal optimeres på søgeresultaterne. Desuden kan Adwords annoncører trække rapporter, så der kan holdes øje med performance af +1, hvilket tyder på, at Google opfatter det som et konkurrenceparameter.
Umiddelbart tegner der sig et billede af søgeresultater, der i stigende grad bliver mere personlige og mindre objektive. Der er dog lidt vej endnu og +1 er i dag kun tilgængeligt for en lille del af den amerikanske befolkning. Vi ved endnu ikke, hvornår +1 kommer til Europa.
Indtil videre følger vi udviklingen i spænding. Er +1 det næste store hit fra Google eller kommer det til at floppe som f.eks. Google wave?
Det virker dog entydigt at Google ikke har tænkt sig at give op på Social samtidig med at Facebook og Bing vil blive ved at udfordre Google på Search.
Social Search kommer således til at være genstand for yderligere fokus og investeringer fra de tre Internetgiganter.
Search og Social vil således som marketingdiscipliner, blive mere komplekse, men omvendt også give annoncører (med den rette strategi og eksekvering) endnu flere muligheder for optimering og målretning.