NFC

Near Field Communication er en ny teknologi, der gør det muligt at overføre information direkte mellem mobiltelefoner der har indbygget NFC-teknologi og andre NFC-enheder. 

NFC-teknologi er kommet til Danmark

AFA JCDecaux tilbyder nu annoncørerne, som de første i Danmark, mulighed for at udnytte den nye NFC-teknologi som findes i alle Android telefoner. Denne teknologi gør det muligt at interagere med målgruppen på en ny og lettere måde end tidligere. Det er samme teknologi som forventes at afløse de såkaldte QR-koder og bruges som betalingsmiddel i fremtiden. Dette sker ved at koble såkaldte NFC touchpoints til de plakater, som allerede hænger rundt omkring i gadebilledet. Det fungerer ved at man blot lægger sin telefon op ad en plade, der sidder på standeren, hvorefter telefonen registrerer og henter den information, som annoncøren har lagt op. Det er derfor lettere end QR-koder, hvor man skal aktivere en app inden man kan benytte disse.

Outdoormediet smelter sammen med den digitale platform

Der er et stort potentiale i at skabe involvering med målgruppen med de mange muligheder som NFC-teknologien tilbyder. Ønsket om at skabe relation til forbrugeren er til stede nu, mere end nogen sinde før. Dette udnyttes når mobil, web, sociale medier og outdoormediet smelter sammen. Konkurrencer, rabatkuponer, sign-ups til kundeklubber og loyalitetsprogrammer, ”likes” og anden involvering er nu muligt med de nye NFC-touchpoints. 91% af danskerne med smartphone benytter i dag mobilen, når de er på farten, så de er allerede vant til at bruge tiden ”on the go” til indhentning af forskellig information (Kilde: Ourmobileplanet.com). Dette kan nu gøres via outdoor-standere i gadebilledet.

Kortere vej til involvering, men lav penetration

Styrken ved dette produkt er, at der nu er en kortere vej til involvering med forbrugerne. Forbrugerne skal stort set ikke foretage sig noget, andet end at placere sin mobiltelefon på en plade, for at modtage information og interagere med en annoncør. Endvidere kender man positionen på hver af disse standere, så budskabet kan tilpasses alt efter hvor man befinder sig. Reelt er det nu muligt at afholde det næste Danmarksmesterskab i OOH-orienteringsløb, da 64% af alle danskere med en smartphone også bruger den som GPS (Kilde: Reklameanalysen 2013). Den store udfordring med denne teknologi er dog, at kun ca. 10% af alle smartphones i Danmark har denne teknologi indbygget i dag, så penetrationen er relativt lav (Kilde: AFA JCDecaux). Endvidere skal forbrugerne lære at benytte denne nye teknologi, hvilket godt kan tage noget tid, da den endnu ikke er særlig benyttet i Danmark. Den øjeblikkelige lave penetration har man dog imødekommet således, at der også findes en QR-kode ved alle disse NFC-touchpoints.

Lanceres i de 4 storbyer

Produktet lanceres i første omgang i de fire storbyer, København, Odense, Aarhus og Aalborg, som et netværk bestående af 75 placeringer. Alle disse placeringer er specielt udvalgt, så de primært står blandt gående trafik, så forbrugerne har let adgang i standeren.