Der er mange udfordringer og dilemmaer i analysen af enhver tidsånd, og uden en kraftig portion sund skepsis, kritisk sans og kildekritiske evner, samt indsigt i kulturforskningens mange metoder, så bliver man nemt snydt og drager forkerte konklusioner.

Et godt sted at begynde en analyse af en tidsånd er at spørge sig selv og andre: ”Hvad er du bange for at miste?”. De flestes svar vil generelt være, at man ud over liv og lemmer, er mest bange for at miste sit arbejde og sin bolig. Særligt i lavkonjunkturer slår disse typer af svar stærkest ud. I højkonjunkturer med eksempelvis fuld beskæftigelse og lave renter slår de mere bløde svar igennem. Miljø, klima, fritid, oplevelser, relationer, rejser etc.

Det, som man er mest bange for at miste, slår nemt ud som forbrug af den ene eller anden art. Man tilegner sig på den måde sikkerhed og tryghed i jagten på det individuelle gode liv.

Når verden står i flammer, er man bange for at miste ståsted, familie, rødder, sammenhængskraft og mening med det hele.

Når dommedagsprofetierne lyder, er man bange for at miste sin fremtid med alt, hvad det indebærer. Dette forklarer det faktum, at det for en stor del er unge mennesker, der frygter klimaproblemerne.

Når alle er enige om, at alt kører fantastisk, så er man tilbøjelig til at glemme, at man også kan miste noget. De grundlæggende værdier træder i baggrunden, og det, som man er bange for at miste, er måske næste uges restaurantbesøg, den næste forlængede weekendrejse eller lignende.

Virkeligheden matcher ikke forbrugernes drømme

Når de indledende spørgsmål er stillet og besvaret, jagtes der facts, tal og dokumentation. Men her dukker næste udfordring så op. Hvis man søger ned i data om forbrugernes drømme om det gode liv og det reelle forbrug, så hører det ofte ikke sammen. Gennem tiderne har der været adskillige eksempler på, at det, som forbrugerne siger og svarer, ikke nødvendigvis matcher det, som de gør.

Flere udtrykker i undersøgelser, at de dyrker mere motion, køber mere økologi, passer godt på miljøet, opprioriterer og fokuserer på såkaldt kvalitetstid med børnene, men virkeligeligheden er noget andet.

Der lyves sådan set på den gode måde. Man afgiver såkaldte feel-good besvarelser, som ikke altid hænger sammen med virkelighedens adfærd. Og dette er jo et godt eksempel på, at man egentlig gerne ville gøre noget andet, end man gør, men ikke lige har muligheden eller fanger situationen, hvor man kan gøre alt det, som man burde. Med jævne mellemrum oplever man så artikelserier i aviser og blade om familier og enkeltpersoner, der ”er stået af ræset” og er flyttet på landet, har lagt byliv og klassisk karriere bag sig og forsøger sig ud i disciplinen at få adfærd og holdninger til at passe sammen.

Søger man mere kontante facts i statistikker og undersøgelser, så løber man ind i den udfordring, at man er nødt til at tjekke op på, hvem der står bag tallene for at kunne være sikker på, at de er valide.

Her skal man blandt andet være meget opmærksom på, om det er interesseorganisationer, politiske partier, enkeltvirksomheder eller brancheorganisationer, der har indsamlet og behandlet data. Det er nemlig vigtigt at udsætte facts for en såkaldt motivanalyse. I nutiden bestilles der ofte undersøgelser, hvor facit er givet på forhånd. Man ønsker bare mere evidens, så man kan påvirke politikere og den generelle samfundsudvikling. Verden er fyldt med fake news og fake analyser, og det er her, at det skeptiske filter skal træde til, inden der drages konklusioner om tidsånd, adfærd, holdninger og forbrug hos eksempelvis unge, seniorer, familier eller mænd og kvinder.

Medierne er fyldt med data, men ofte kan en god kildeanalyse kortlægge nuancerne. For de kommer ofte ikke med i mediernes konklusioner. Snakken om konstruktive nyheder er relevant, men måske også en utopi, idet de fleste medier også selv har egne dagsordener at forfølge, og her vælges og vrages der i, hvad der matcher bedst.

Hvem er egentlig de største klimasyndere?

En sjov øvelse hen over sommeren 2019 har været at sammenligne diverse analyser af, hvor meget de forskellige klimasyndere udleder af drivhusgasser, og hvor mange procent af det totale udslip eksempelvis transportsektor, landbrug, modeindustri, fødevareindustri, flytransport og meget andet udleder. Her og nu er jeg nået frem til, at halvdelen af undersøgelserne bekræfter, at de samlede udledninger er over 100 procent, og det vil jo sige, at nogle af tallene er forkerte.

Modeindustrien udleder hos forskellige kilder mellem 8 og 16 procent af de samlede udledninger af drivhusgasser. I en af de seneste undersøgelser vurderer man tøjindustrien til i 2050 at udlede hele 26 procent af de samlede udledninger. Så hvad er korrekt? Mere forskning er ikke nødvendigvis svaret. Men en god kritisk vinkel på hvem der står bag undersøgelserne, med deraf følgende nuancerede konklusioner, er nok bedre.

Hver gang at man som borger, læser og forbruger bliver forvirret, så er det godt at tage de kritiske briller på og vende tilbage til de helt basale værdi- og behovsanalyser. Homo sapiens er stadigvæk pattedyr, mange med veludviklede og sofistikerede kulturelle bånd og normer, der tøjler de værste udskejelser som pattedyr, men de grundlæggende behov skimtes altid lige under overfladen. Jagten på tryghed, sikkerhed, tag over hovedet, mad, rigdom af enhver art og selviscenesættelse fornægter sig ikke. De vil altid være der, bare ofte i nye forklædninger.