Ordet krise er græsk og betyder ’problematisk tilspidsning og forandringssituation, forbundet med et vendepunkt’. Det problematiske og det foranderlige vil alle nok skrive under på, når det gælder de ni store kriser, der har fundet sted gennem de seneste 100 år, alle blev store gamechangere på den lange bane er mere tvivlsomt. Disse kriser fortæller nemlig entydigt, at som hovedtrend er verden kommet styrket og rigere ud af kriserne. 

Tegner man en trendlinje fra 1918 og til 2020, så peger pilen kun en vej, hvis man tænker velstand for de fleste, bedre sundhed, højere levealder, mindre fattigdom samt bedre uddannelser og levevilkår. Og det er kun opad. Det har dog gjort ondt undervejs for mange mennesker, mens kriseperioderne har hærget.

Men tager man menneskets evolutionshistorie, så er det en tusindårig historie med lutter sejre og overvindelse af katastrofer, kriser og udfordringer af mangeartet karakter, selv om det i situationen har kostet både menneskeliv og masser af penge.

For nylig tilkendegav 28 procent af de danske virksomheder i en undersøgelse, at de alle mente, at de ville komme styrket ud af coronakrisen, en stor gruppe mente, at det endte i status quo, mens mindretallet mente, at krisen havde sat dem meget tilbage. Dommedagssnak har ellers været på dagsordenen de seneste år. Klimakrise og nu coronakrise har forledt mange til at tro, at verden er på vej til udslettelse af civilisationen, som vi kender den. Men et kig på det store perspektiv, historien generelt og eksempelvis de ni store kriser gennem de seneste 100 år fortæller entydigt, at vi får tæsk, mens det står på, men at pessimismen hver gang bliver afløst af ny optimisme, og at menneskeheden hver gang får de fleste og værste udfordringer løst med investeringer, opfindsomhed og politiske beslutninger.

Kigger man cirka 100 år tilbage, så har følgende kriser sat deres tydelige spor, men også skabt grobund for fremgang og fornyelse.

Krise nr. 1: 

Den spanske syge 1918-1920 

Den spanske syge, som var en influenzavirus nøjagtig som Covid-19, kostede næsten 18.000 danskere livet. Det var i slutningen af 1. verdenskrig, at den spanske syge kom på tapetet, og den blev klart forstærket af sundhedsmæssigt svækkede befolkninger i de krigsførende nationer. På verdensplan kostede den spanske syge omkring 20 millioner mennesker livet. I disse tider, hvor vi snakker om, hvor mange coronasmittede Danmark har hver dag, kan det nævnes, at der i 2. bølge af den spanske syge var cirka 2.000 nye smittede om dagen i Danmark. Man begyndte at bære mundbind eller ansigtsmasker nøjagtig som i dag, Man anbefalede forbedret håndhygiejne. Man lukkede skoler og forlystelser, men ikke kirker. I eftertiden er den spanske syge blevet benævnt som den glemte epidemi, da myndighederne reelt var for dårligt forberedte og kendte for lidt til den slags sygdomme, så man var meget interesseret i at glemme epidemien bagefter.

Næsten halvdelen af den danske befolkning, som dengang var på godt tre millioner, var smittet, og dødeligheden var størst hos de unge og de midaldrende.

I øvrigt kom den spanske syge slet ikke fra Spanien, men efter en lang række kilders mening kom den med stor sandsynlighed fra USA.

Krise nr. 2: 

Wall Street-krakket og efterfølgende global depression, 1929 

Det hele gik galt i 1929, og ringene spredte sig over det meste af verden – også til Danmark. Nogle historikere mener generelt, at dette krak var årsagen til den efterfølgende europæiske depression, de lange arbejdsløshedskøer i Tyskland, og at Hitler fik ørenlyd, da han jo lovede arbejde til alle.

Den tekniske baggrund for krakket, der fik enorm betydning over hele verden, var, at mange almindelige værdier – og i særdeleshed aktieværdier – var voldsomt oppustede, og en korrektion var uundgåelig. Stemningen op til krakket var euforisk, intet mindre. Den amerikanske og europæiske økonomi var begyndt at få fodfæste efter 1. verdenskrig. Det hele endte i en finansiel og forbrugerorienteret krise, idet i alt 3.600 banker gik konkurs, og mange mennesker mistede deres opsparing. Værst gik det selvfølgelig ud over amerikanerne, men effekten af krakket kunne også mærkes i den europæiske og danske økonomi – og ikke mindst på den kollektive globale stemning.

Krise nr. 3:

Anden verdenskrig, 1940-1945 

Den mest dokumenterede og beskrevne krise i verdenshistorien er 2. verdenskrig, og her under coronakrisen er der mange ældre, stadig nulevende, der har oplevet krigen og kan fortælle om de fem forbandede år. Mange fra den generation maner til ro på bagsmækken over de problemer, som Covid-19 giver for mange. Generationen, der oplevede 2. verdenskrig, mener, at det var meget værre dengang. Krigen varede fem år, men krisestemningen var der allerede i slutningen af 1930’erne.

Danmark blev besat, virksomheder gik konkurs, arbejdsløsheden voksede voldsomt, og i slutningen af krigen var danskerne reelt låst inde i eget hjem, da tyskerne havde overtaget politi og andre vigtige samfundsinstitutioner. Så glæden var forståeligt nok stor på befrielsesdagen den 5. maj 1945.

Krise nr. 4: 

Den kolde krig, efterkrigstiden frem til 1980’erne 

Historikerne er ikke helt enige om, hvor lang tid den kolde krig varede, men indholdet er man enige om. De fleste mener nemlig, at det hele for alvor startede med oprettelsen af Nato i 1949. I det hele taget var verden ved at finde sine egne ben flere år efter 2. verdenskrig. Men spændingerne mellem østblokken, som var den sovjetisk dominerede del af verden, og vestblokken, der bestod af Nato plus nogle få andre, voksede over en periode på 15-20 år. Derfor er det måske forkert at betegne det som en krise i sammenhæng med de andre kriser, da de alle varede eller varer i en kortere periode. Men truslerne og begivenhederne, der opstod i kølvandet på 2. verdenskrig, optog mange mennesker i Danmark.  Samtidig blev der fokuseret meget på begivenhederne via de mange nye medier, herunder tv. En del danskere frygtede atombomben og en ny verdenskrig, og de byggede betonbunkere i egen have og beskyttelsesrum i villaen. Frygten var større, end de faktiske begivenheder gav anledning til, og det hele kulminerede med Cubakrisen i 1962. Der blev købt mange ruller toiletpapir og dåsemad, der kunne holde sig i beskyttelseskældrene. I 1972 anerkendte Øst- og Vesttyskland hinanden, og man indledte atomvåbenforhandlinger mellem øst og vest. Frygten blev langsomt afløst af ny tro på fremtiden. Hvornår den kolde krig sluttede, er stadig til debat. Man kan hævde, at den sluttede med afspændingen i begyndelsen af 1970’erne, men også, at den først sluttede, da Sovjet­unionen blev opløst i 1991.

Krise nr. 5: 

Oliekriserne, 1970’erne 

Nogle har i bagklogskabens klare lys kaldt oliekriserne i 1970’erne for en uvidenhedskrise, da kriseperioden udsprang af videnskabsfolkenes advarsel om, at der kun var olie nok til 10-15 år ud i fremtiden. Historien har vist, at det ikke passede, og at der aldrig er fundet så meget olie i verdenshistorien som efter oliekrisen. En af årsagerne til, at mange fra den såkaldte Boomer-generation er lidt skeptiske med hensyn til klimakrisens omfang og den alarmisme, der er fulgt i kølvandet, er, at den også er båret af videnskabsfolk og andre såkaldte autoriteter. De folk fik ikke ret i 1970’erne – trods autoritetsstemplet. Tesen om, at videnskab ikke nødvendigvis er lig med 100 procent fakta, men en relativ sag, fik for alvor grobund under og efter oliekriserne. Fakta er jo kun fakta, indtil man finder såkaldte ’nye fakta’, mener mange kritikere.Oliekriserne gjorde, at folk sparede på energi og varme, man rykkede sammen i de små stuer og lukkede andre rum helt af i huse og lejligheder. Det hele kulminerede med de bilfrie søndage, som var hverdag for danskerne fra november 1973 til februar 1974. Kun præster, læger og andre med særlig tilladelse måtte køre bil om søndagen. Forbrugerne sparede alle de steder, de kunne, oliepriserne steg, og pejse og brændeovne holdt deres indtog i de danske hjem.

Krise nr. 6: 

Kartoffelkuren, 1986-1993 

Mange års velvillig og bekostelig opbygning af det danske velfærdssamfund var ved at kaste landets økonomi ud over afgrunden. De mange år med socialdemokraterne ved roret havde tæret på kassebeholdningen, så hele perioden endte med et markant regeringsskifte, nye protestpartier og de første spæde debatter om indvandring. Den danske økonomi var overophedet, og den borgerlige regering indførte en lang række forbrugsstramninger. Det blev i det hele taget dyrere at låne penge til bolig og forbrug.

I starten af 1990’erne var der atter styr på finanserne og overskud på betalingsbalancen, så mange restriktioner blev ophævet. Danskerne mærkede tydeligt de stramme tider, som forandrede det voksende privatforbrug, og renter på realkreditlån passerede de 20 procent. Navnet ’kartoffelkur’ opstod, da alle restriktionerne blev indført lige op til efterårsferien, og målet var så at sige, at der skulle flere kartofler og mindre kød på middagsbordet.

Krise nr. 7: 

World Trade Center-kollaps og dot.com-faldet, 2000-2002 

1990’ernes optur, hvor mange yngre økonomer lancerede begrebet ’ny økonomi’, endte brat, da dot.com-branchens første bølge mødte den gamle økonomis klassiske krav om, at det altid er klogt at have flere indtægter end udgifter. Det var den 10. marts 2000, at det hele gik galt. Mange økonomer mente, at den første digitale bølge ville afskaffe alle klassiske økonomiske teorier og sandheder, og at stater og virksom­heder nemt kunne operere med store underskud uden konsekvenser. Men sådan gik det ikke, for den første it-boble bristede med et brag. Forbrugerne over det meste af verden begyndte at passe på deres surt opsparede penge, og forbruget bremsede op. Resten af året hev mange efter vejret rent økonomisk, og helt frem til World Trade Center-katastrofen den 11. september 2001 var der frygt for dårlige tider. De to tvillingetårnes kollaps i New York gjorde det absolut ikke bedre med fremtidsfrygten og forbruget. Terrorismen sejrede på den korte bane – så meget, at Bill Clinton måtte frem på tv og opfordre forbrugerne til at bruge penge, for ellers havde terroristerne sejret. Men der gik næsten to år, hvor investeringer og forbrug var ramt, før man atter begyndte at tro på fremtiden.

Krise nr. 8: 

Global finanskrise, 2008-2012 

Det hele startede i finansbranchen, primært fordi der var villighed til at låne næsten uanede penge ud til dårlige debitorer både i USA, i Europa og i Danmark. Mange forbrugere belånte derfor alt, hvad der var muligt at belåne. Samtidig var den bagvedliggende private, erhvervsmæssige og statslige økonomi som udgangspunkt overoptimistisk, og så skal der normalt ikke mange problemer til for at udløse diverse dominoeffekter. Og dominobrikkerne væltede for alvor i store mængder i 2008, og mange frygtede en lang depression, der kunne ende i det, der var værre.

Finanskrisen var langtrukken, og den slap først sit greb fire til seks år efter 2008 – lidt afhængig af, hvilken branche man taler om. Men forbrugernes humør og lyst til at forbruge blev ramt, og mange følte, at det var en uovervindelig dal, som man var havnet i. Arbejdsløsheden voksede, og pessimismen fik atter fat i forbrugerne. Langsomt kom dog der økonomisk gang i samfundet igen, men mange sammenlignede finanskrisen med Wall Street-krakket i 1929.

Krise nr. 9: 

Covid-19-krisen, 2020-? 

Og nu så er vi midt i coronakrisen – cirka 100 år efter, at den spanske syge hærgede. Covid-19-krisen er benævnt som den første globale krise, hvor man ser bagsiden af globaliseringen. Ingen ved, hvornår den klinger af, men uden vaccine så holder den sikkert sit faste tag i moderne menneskers livsvilkår et pænt stykke tid endnu. Næsten hele verden har lavet indskrænkninger i befolkningernes frihedsrettigheder. Og det er første gang siden 2. verdenskrig, at der er lavet leveregler og restriktioner, der forhindrer folk i at rejse, gå på restaurant og mødes frit. I perioder har det, grundet smitterisikoen i visse lande, været forbudt at gå uden for sin egen hoveddør.

De ældre generationer maner til ro og minder om, at da de var unge, var der udgangsforbud, fordi konsekvensen ved at bryde den var, at man kunne blive skudt. I dag handler det om eventuelt at blive smittet – dog med rimelig mulighed for at overleve.

Der er tydelige vindere og tabere på nuværende tidspunkt i krisen. Taberne, ud over de mange smittede og syge, er økonomisk set brancher, som har levet af at samle, flytte og underholde mennesker. Vinderne er de brancher, der har gjort en dyd ud af at isolere, hygge, og samle mennesker på god afstand via elektroniske medier. Og så er nethandlen skubbet fem år frem på udviklingsstigen på bare et halvt år. Gode vindereksempler er sommerhusmarkedet, boligtilbehørsbranchen, supermarkederne og medierne lige fra den daglige avis over Netflix til Zoom.

Set i det store perspektiv har det hele været pakket ind i kompensationsordninger, hjælpepakker, ekstra udbetalte feriemilliarder og anden støtte til pensionister med videre. Det har kostet mange penge for den danske stat, men heldigvis var både stat og private husholdninger godt polstret, inden krisen satte ind. Så måske er det den første krise i 100 år på 1. klasse – det vil tiden vise.

Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvornår coronakrisen klinger af, men undervejs er sundhedsvæsenet blevet meget dygtigere til at behandle sygdommen med få dødsfald til følge i Danmark.

Hvad kan vi lære af kriserne?

Som det ses, er kriserne forskellige. Meget forskellige. Men alligevel har de det tilfælles, at det handler om menneskeskæbner på godt og ondt og penge. De kan betegnes som følgende:  To sundhedskriser, en verdenskrig, flere økonomiske kriser og en uvidenhedskrise i 1970’erne.

En ting er dog helt sikkert: Der kommer flere kriser gennem de næste 100 år. Forskellige af slagsen, men med stor sikkerhed vil de skabe usikkerhed, frygt, kaos og nye dommedagsprofetier. Men chancerne for, at vi kommer ud på den anden side, er store, da kriserne i fortiden har lært os meget, og menneskets overlevelsesinstinkt aldrig fornægter sig.

Baggrund 

Artiklens forfatter har personligt oplevet fem af de ni kriser. Disse erfaringer har skabt den overbevisning, at det bedste, man kan gøre, når en krise rammer, er at finde ud af, hvad den kan skabe af muligheder i fremtiden – både personligt og erhvervsmæssigt. Alternativet er skræmmende.