Vi elsker teknologi og kunne selvfølgelig heller ikke holde os væk fra Consumer Electronics Show (CES) som blev afviklet i Las Vegas forrige uge. Overordnet må det konstateres at teknologien for alvor er blevet tilgængelig og at der findes mange spændende løsninger som har til formål at gøre vores hverdag en lille smule nemmere – og sjovere ikke mindst. Hos Mindshare er vi begejstret for denne udvikling og her deler vi vores syn på noget af det vi fandt mest interessant ved CES 2014.

 

iHealth ces2

Det er ikke længere kun antallet af skridt, man kan tælle med et armbånd eller en dims i lommen, nu kan man holde styr på puls, vægt, soleksponering, kalorieforbrænding, åndedræt, CO2-eksponering og alt muligt andet. Det interessante var at se, hvordan iHealth, bærbar teknologi og det intelligente hjem er ved at smelte sammen. Vi er ved at lægge den tid bag os, hvor vi var interesseret i at vide, hvor mange skridt vi havde taget. Nu vil vi vide, hvor mange skridt vi har taget, hvor mange kalorier vi har forbrændt ved at gøre det, hvor meget sol vi har fået imens, hvor meget CO2 der var i det fitnesslokale med glasvægge, hvor vi trænede, og hvor mange gange den tweet, vi postede, lige før vi gik derind, er blevet RT’et. Trenden peger i retning af en fremtid, hvor forbrugerne ønsker at forenkle en kompliceret verden ved at integrere samspillet med teknologien i få kontaktpunkter.

Bærbar teknologi

Her er et andet område, der oplever enorm vækst. Sidste år var der langt mellem de virksomheder, der gjorde sig inden for bærbar teknologi, men i år sad de tungt på den sydlige messehal, hvor de falbød gadgets til at have om håndleddet, putte i lommen, hænge om halsen, clipse på tøjet og alskens andre udformninger. Nogle satser på alt-i-ét-modellen – om de kan vinde kampen mod de enheder med lignende funktionalitet, vi allerede har i lommen, må tiden så vise – mens andre gik efter nichepublikummer eller endda folks følelser. Love Bracelet fik os til at smile. Det gør det muligt for forelskede at dele beskeder og øjeblikke, selv når de ikke er sammen. De smarte mærkevarevirksomheder vil finde en måde at blive integreret med disse produkter på, der er meningsfuld og praktisk for forbrugerne.

ces4Iteration, men ikke nødvendigvis innovation Tv-apparater er blevet større, men også mere bøjelige. HD er blevet til UHD, og 4K er blevet til 8k. Intelligente armbåndsure har fået flere apps, og 3D-printere (endnu en ting, der har udviklet sig enormt fra sidste år) kan printe flere ting. Men har noget af det vendt op og ned på vores verden i samme grad, som da vi så en iPhone eller tablet for første gang? Næppe. De fleste udstillere på CES anlagde en forsigtig tilgang – selv de store drenge som Samsung, LG og Panasonic præsenterede apparater, som vi hos Mindshare tvivler på, forbrugerne får mellem hænderne inden for en overskuelig fremtid. Hvem har brug for en buet telefon? Den knækker alligevel, første gang man sætter sig ned. CES 2014 viste os de muligheder, teknologien byder på, uden nødvendigvis at vise os de dimser, vi absolut må eje om 12-24 måneder.

Google Glass (augmenterede mennesker) og mode

Var vi de eneste, der lagde mærke til, hvor mange der vandrede omkring iført et par Google Glass? Der var hundredvis – bogstaveligt talt. Det, de havde til fælles, var, at de så lidt kiksede ud, men måske går vi bare og venter på, at der skal komme en god designer og gøre den slags enheder mere cool? Alle venter på, at den ene aktør, der ikke var på CES (Apple), skal træde ind på scenen, og ansættelsen af Angela Ahrendts fra Burberry tyder på, at Apple har forstået betydningen af design og mode bedre end Google. Hvis man kiggede efter, kunne man også godt finde en del stande med fokus på design og mode. Sammensmeltningen af mode og teknologi er i fuld gang, og det vil utvivlsomt sætte skub i udbredelsen af enheder, som lige nu virker lidt kluntede.

ces5Fremtidens biler

Dem, der nåede at besøge den nordlige messehal, kunne ikke undgå at blive imponeret over det udstillede mashup af biler og teknologi. Bortset fra alle de nye og spændende integrerede navigations- og underholdningsapparater var der flere gennemførte konceptbiler, der fik det imponerede publikum til at spærre øjnene op. Det vil vare lang tid, før vi møder dem i trafikken, men fokus var i høj grad på bæredygtighed frem for motorstørrelse, og det er en interessant vinkel for bilproducenterne i en verden, hvor folk lægger større og større vægt på virksomheders holdning til miljøet.

Fast Forward

Ved CES 2014 lancerede Mindshare selv et initiativ som vi kalder ’Fast Forward’, der hjælper vores kunder med effektivt at afsøge ny teknologi, som kan bidrage til innovation af ens brand eller produkter. Der blev taget godt imod dette og vores kunder oplevede stor værdi i forhold til at kunne prioritere mellem det enorme udbud af sjove og spændende løsninger, som ikke kan bidrage til andet end netop underholdning. Med andre ord en proces til at syreteste om en teknologi matcher dit brand.

Herhjemme i Danmark gjorde Mindshare også opmærksom på sig selv, da vi på DR2 udtalte os omkring Bluetooth Low Energy teknologi i form af ibeacon protokollen som Apple fornyeligt har lanceret.