Hvor googlede du før Google? Herhjemme var Jubii engang den største spiller, men det lavede Larry Page & Co. om på, og i dag omsætter Google for lidt over en halv million kroner i minuttet.

For 15 år siden var den ubestridte største søgemaskine herhjemme ikke ærkeamerikanske Google. Vores favoritsøgemaskine hed derimod Jubii, og var dansk som rødgrød med fløde. Men samme år blev det første patent indgået af Google Inc. i USA og det varslede nye tider for internettet, skulle det senere hen vise sig.

Jubii var ikke bare en søgemaskine – sitet havde stor succes gennem deres mail, chat og spil og let tilgængelige platform, og det var grunden til, at Jubii så hurtigt blev danskernes fortrukne.  Næsten en tredjedel af den danske befolkning brugte således Jubii minimum en gang om måneden i 1999 – penetrationen i befolkningen, der var på nettet, lå på hele 92%. Portalen indførte bannerreklamer allerede i 1996 og var dermed en af frontløberne indenfor internetannonceringen herhjemme.

I dag ser verden anderledes ud. Kendskabet til Jubii er blandt den yngre generation tæt på ikke-eksisterende, og Google har indtaget positionen som danskernes favorit-søgemaskine, og dermed også annoncørernes foretrukne markedsplads. Don’t be evil-giganten har månedligt 90% af den danske befolknings bevågenhed, og omsatte globalt for mere end 73 milliarder kroner sidste kvartal.

 

Foto: John O. Nolan